Claudi: Andelshaverne skal bevare magten i Danish Crown
Det er nødvendigt at omdanne Danish Crown, men andelshavernes indflydelse skal bevares, mener tidligere formand for selskabet.
Det er en nødvendighed at omdanne Danish Crown, men andelshavernes indflydelse skal bevares, mener tidligere formand for selskabet, Bent Claudi Lassen, der også er tidligere formand for Danske Slagterier og Danske Andelsselskaber.
Bent Claudi Lassen er enig med bestyrelsen i Danish Crown om, at selskabet skal være med i den vækst, som kommer, og koncernen skal ligeledes kunne deltage som en stærk spiller i strukturudviklingen blandt slagteriselskaberne i Europa. En sådan strategi kræver kræfter og en selskabskonstruktion, som giver mulighed for at deltage i fusioner med både aktie- og andelsejede selskaber.
- Derfor er det fornuftigt at lægge koncernens aktiver, passiver og aktiviteter over i et aktieselskab. Det er jeg enig med ledelsen af Danish Crown i. Men vi skal have fundet ud af, hvordan vi gør det bedst muligt, så andelshaverne ikke mister for meget indflydelse, siger Bent Claudi Lassen, der i dag er almindeligt repræsentantskabsmedlem i Danish Crown.
Knald eller fald
Ifølge Bent Claudi Lassen er det vigtigt fortsat at holde alle muligheder åbne.
- Vi er endnu i en brainstormingsfase, hvor der bliver arbejdet med forskellige idéer, forklarer han.
Bestyrelsen i Danish Crown genfremsætter på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 13. oktober sit forslag om at omdanne selskabet til et aktieselskab.
Forslaget var oppe at vende på et lignende møde den 8. september. Men denne gang skal forslaget enten besluttes endeligt eller forkastes. Så der er meget på spil for tilhængerne af en omdannelse af Danish Crown, og modstanderne, som er nervøse for, om en omdannelse vil ødelægge andelsprincippet i selskabet for meget.




































