Landbrugsskole har vokseværk     

UDDANNELSE: Grindsted Landbrugsskole og TronsøSkolen har vokseværk. Flere elever og udvidelse med nye værkstedsfaciliteter skal fastholde fremgangen.

Grindsted er blevet populær blandt unge, som vil have sig en uddannelse inden for landbruget. Grindsted Landbrugsskole og TronsøSkolens 10. Klasse Land har det seneste år oplevet en markant stigning i antallet af elever.

I alt 68 unge er netop startet på første del af landbrugsuddannelsen, heraf går de 23 i 10. Klasse på TronsøSkolen. De resterende går på Grundforløbet på landbrugsskolen.

Grundforløbet er blevet udvidet fra to måneder til fem måneder, hvilket betyder, at der er blevet flere elever på skolen på samme tid. Derfor har skolerne besluttet at udvide med helt nye værkstedsfaciliteter, som kan rumme de mange elever, og honorere de krav, som de unge stiller til deres uddannelse.

- Mange af eleverne søger ind i landbrugsuddannelsen fordi, det er en praktisk uddannelse, og det betyder, at der er brug for moderne og gode undervisningslokaler og værksteder, hvor eleverne kan bruge deres hænder og lave noget praktisk,” fortæller forstander fra Grindsted Landbrugsskole Kurt Østergaard om baggrunden for skolens vokseværk.

800 nye kvadratmeter
De to skolers forstandere har derfor taget første spadestik til det, der skal blive et nyt byggeri på 800 kvadratmeter. De nuværende faciliteter bliver suppleret med en ny værkstedshal, hvor der bliver indrettet et smede-/metalværksted, et træværksted og et elevværksted. Herudover laves der et naturfagslokale og et almindeligt undervisningslokale. Endelig vil der blive lagerfaciliteter. Byggeriet er sidste fase af en licitation, som blev foretaget i 2008 ud fra Arkitekt Peter Villadsens oplæg. Byggeriet starter op nu og hovedentreprenøren Erik Møberg forventer, at byggeriet kan stå færdigt inden jul.

Læs også