Landmænd på jernhest
RYNKEBY: Landbruget var rigt repræsenteret, da Team Rynkeby satte kursen mod Paris for at sikre Børnecancerfonden et godt tilskud til arbejdet.
Mange personer med tilknytning til landbruget afsatte en uge af sommerferien til en indsats i en god sags tjeneste - at tjene penge til Børnecancerfonden. Penge, der ikke kommer af sig selv - der måtte slides for indsatsen
Blandt de 311 deltagere i Team Rynkebys tur til Paris kan nævnes Asger Christensen, Peter Gæmelke, Jørgen Pedersen, Eva Kjer Hansen, Ulla Tørnæs og Carsten Blomberg Hansen.
Det er niende gang, Team Rynkeby cykler til Paris for at samle penge ind til Børnecancerfonden, og i år er holdet større end nogensinde før. 311 cykelryttere og 73 servicefolk fordelt på otte hold fra otte forskellige danske byer bruger syv dage på at køre de godt 1250 km til den franske hovedstad med afsluttende paradekørsel på Champs Elysées som forpremiere på Tour de France-feltets ankomst to dage senere.
De otte hold havde base i Ringe, København, Århus, Odense, Aalborg, Sønderborg, Vordingborg og Bramming.
Jeg skal vise ham
Hver rytter betaler 11.500 kr. for at være med på turen. Deltagerbetalingen dækker blandt andet cykel, udstyr samt kost og logi, og sammen med deres betaling, sponsorer og forskellige arrangementer venter der et flot overskud til fonden.
I fjor deltog 273 ryttere på syv hold, og det gav Børnecancerfonden et tilskud på godt tre millioner kroner.
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi her i Børnecancerfonden betragter Team Rynkeby som nogle af vores allerbedste venner. Team Rynkeby, Rynkeby Foods og Ringe by har gang på gang taget initiativer til glæde og gavn for Børnecancerfonden«, hedder det også på fondens hjemmeside.
Eva Kjer Hansen var i fjor med som fødevareminister, men turen blev kort. Den gang blev anden etape endestationen for den blonde minister, der styrtede i en grøft og brækkede skulderbladet.
- Det er lækkert at være tilbage og være sammen med holdkammeraterne igen. Der er en rigtig god stemning på holdet, og vejret er med os, smiler hun.
Landbrugets tidligere førstemand, Peter Gæmelke, har ikke tidligere haft tid til sportslige udfoldelser, men nu skulle det være. Han har kørt flere tusinde kilometer for at komme i form til turen, og han smed faktisk også seks kilo, inden han startede sammen med holdet i Bramming.
- Han siger så meget, men jeg skal vise ham noget andet, var kommentaren fra Peter Gæmelke til udtalelserne fra Asger Christensen, formand for Kolding Herreds Landbrugsforening, om, at han i hvert fald er hurtigere end Peter Gæmelke.








































