L&F jubler over hjælpepakke
Ros til regeringen og Dansk Folkeparti over hjælpepakken til landbruget, som blev præsenteret i går.
Optimismen er vendt tilbage til landbruget oven på, at regeringen og Dansk Folkeparti i går eftermiddags nåede til enighed om en aftale om en hjælpepakke til landbruget.
Landbrug & Fødevarers formand, Michael Brockenhuus-Schack, har i hvert fald kun rosende ord til overs for det arbejde, som fødevareminister Henrik Høegh (V), miljøminister Karen Ellemann og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl i går præsenterede.
- Med denne aftale er der lagt op til et vendepunkt for landbrugs- og fødevareerhvervet i Danmark. Udspillet vidner om en tro på fremtiden for landbrug og fødevareerhvervet, siger Michael Brockenhuus-Schack.
Han mener, at aftalen fokuserer på at forbedre konkurrencevilkårene for hele værdikæden i landbrugserhvervet fra jord til bord
- Det er vi utroligt glade for, siger Michael Brockenhuus-Schack, der hæfter sig ved den del af aftalen, der betyder blandt andet, at der skal udarbejdes en række analyser, herunder en analyse af erhvervets konkurrencevilkår og produktivitet målt i forhold til de lande, som Danmark konkurrerer med.
- Aftalen indeholder reelle omkostningslettelser og dermed forbedrede konkurrencevilkår for erhvervet. Det glæder os, at de mange samtaler, vi gennem de sidste mange måneder har haft med regeringen, nu har ført til en forståelse vores behov for bedre rammevilkår, siger Michael Brockenhuus-Schack.
Vælge de rigtige løsninger
Formanden roser, at der i aftaleteksten er lagt op til, at der også fortsat skal kunne drives landbrug efter indførslen af vandplanerne.
- Regeringen vil lave en omfattende analyse af effekten af vandplanernes konsekvenser og understreger, at Vandrammedirektivet skal gennemføres i Danmark under hensynstagen til en fortsat mulighed for at drive landbrug i hele Danmark. Det glæder os, at aftalen hermed bekræfter, at vi skal passe på miljøet – men også skal kunne drive vores erhverv. Hvis vi vælger de rigtige løsninger er der ikke tale om modsætninger, siger Michael Brockenhuus-Schack.
Glad for grøn energi
Med aftalen er der ligeledes lagt op til en række forbedrede udviklingsmuligheder inden for en række områder, som sikrer at landbruget kan bidrage til fremtidens samfund.
- Vi kan blandt andet se, at regeringen tager endnu et skridt i retning af at sikre grøn energi til Danmark med landbruget som en væsentlig nøglespiller. Her tænker jeg på de mange dele af aftalen som omhandler biogas, biomasse og biobrændstoffer, og flere økologiprojekter. Det er punkter, som vi har arbejdet hårdt for og som dels skaber vedvarende energi til Danmark og dels nye forretningsområder for os, forklarer Michael Brockenhuus-Schack.
Politikerne har taget et vigtigt skridt i retning af at sikre den fortsatte positive udvikling i den økologiske produktion. Som et nyt initiativ afsættes der fra 2011 til 2013 en pulje på 4 mio. om året til pilotprojekter der skal bane vej for udvikling af skræddersyede økologiske biomasseløsninger.
Det glæder Uffe Bie, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.
- Det er meget glædeligt at regeringen nu giver noget mere starthjælp til det her område, hvor blandt andet biogasanlæg kan være med til at rykke økologien rigtig meget fremad, og sikre at vi når målsætningen om 15 pct. økologisk areal i 2020, siger Uffe Bie.







































