En ny Biobaler, der i en arbejdsgang skærer og pakker pil i tætte rundballer, giver langt mere fleksibilitet i pilehøsten.
En ny canadisk maskine skærer, pakker og binder med en enkelt overkørsel pil i kompakte rundballer.
- Den er primært egnet til at høste pil, og det er et alternativ til flisning og helskudshøstning. Pilen kan høstes, når man har lyst, derefter tørrer de naturligt på marken, og et halvt år senere kan ballerne anvendes til varme, siger importøren Michael Buchtrup fra Buchtrup Agro i Mariager.
Redskabet – Biobaler WB-55 – blev umiddelbart før jul afprøvet i Himmerland på 10 hektar pil på lavt humusjord.
Brænder ikke sammen
- Biobaler høstsystemet kan gøre det mere interessant for folk at udnytte deres fugtige marginaljorde til energipil. Fidusen er, at rundballerne er lagerfaste. De brænder ikke sammen på samme måde, som når der laves flis af pilen, understreger Michael Buchtrup.
Der høstes med godt 50 procent vand, og vandindholdet kommer ifølge Michael Buchtrup ned på 20-30 procent i løbet af tre-fire måneder.
- Det er dog tal fra Canada, hvor der er et væsentlig tørrere klima. I Canada fordamper der 30 procent vand på to måneder, det tror jeg ikke vil ske i Danmark. Nu skal vi i gang med at undersøge, hvad der sker i Danmark, forklarer han.
HedeDanmark er gået i gang med at undersøge, hvad der sker med rundballerne under danske forhold.