RESERVEDELE: Einer Underbjerg har specialiseret sig i Fendt-traktorer og har stort set alle dele på lager. Krisen betyder, at flere landmænd vælger reparation frem for køb af nyt.
Størrelsen er forskellig, men ideen er den samme. Fendt Specialisten i Hellevad kan lige som børn med byggesæt samle en traktor - eller hjælpe alle med Fendt-traktor med at skaffe de nødvendige reservedele til deres traktor.
Og efterspørgslen her i krisetiden er stor:
- Vi kan godt mærke, at mange landmænd vælger at få traktoren repareret i stedet for at købe ny.
Sådan lyder det fra indehaveren af firmaet »Fendt Specialisten« på adressen Barnsig 8 i Hellevad, Einer Underbjerg, hvor de 10 medarbejdere har travlt med at hjælpe kunder, der har problemer med traktoren. Tidligere blev traktoren hurtigere skiftet ud, men nu vælger mange i stedet at traktoren repareret.
Og gælder det reservedele til en Fendt, går ingen forgæves hos Fendt Specialisten. Et enormt lager af reservedele af alle slags lige fra små skiver til motorer og aksler kan findes i firmaet, der ved årsskiftet runder de 15 år.
- Vi startede som automekaniker, men siden har tingene udviklet sig, og vi har specialiseret os mere og mere, så vi i dag alene arbejder med Fendt og har kunder fra det meste af landet, fortæller Einer Underbjerg.
Sælger til udlandet
På reservedelshylderne ligger der ikke kun danske reservedele - langt fra.
- Via forhandlere og forsikringsselskaber rundt i Europa køber vi brændte og trafikskadede traktorer, som vi så skiller ad. De ting, der kan bruges igen, bliver så gjort klar og lagt på plads, forklarer Einer Underbjerg og noterer, at det kræver orden og justits at få tingene lagt på de rette hylder.
Tiden skal ikke gå med at lede, men med at reparere de traktorer, der kommer ind, og der er brugte reservedele på omkring 1500 kvadratmeter. Gennem de seneste år, hvor der for alvor er fokuseret på reservedele til Fendt, er Hellevad-firmaet også blevet kendt. Mange ringer for at spørge efter dele, og det er ikke kun her i landet, firmaet er kendt.
- Tyskland er et rigtigt stort marked, når det gælder salg af reservedele, men vi prøver hele tiden at finde nye markeder, fortæller Einer Underbjerg.
Ud over Tyskland sælges der også reservedele til Norge og Sverige, ligesom østlande som Rusland og Rumænien er inde i billedet, og Einer Underbjerg befinder sig tilsyneladende rigtig godt med nu at have fundet den »hylde«, der hedder reservedele til de grønne Fendt, men der holder også en række brugte, traktorer klar til salg, og som han siger:
- Det er altid sjovt, når noget lykkes.