Stærk avl i spinaten
Der blev høstet spinat på Siø i går. Udbytterne i spinatfrømarkerne er flotte – efter et par dårlige år.
I går faldt der spredte regnbyger over de meste af landet. Siø mellem Tåsinge og Langeland gik dog fri, og derfor blev der mejetærsket spinat på øen.
- I går (onsdag, red.) varede det ikke længe før en byge stoppede os. Derfor håber vi det lykkes i dag, siger Jesper Møller Hansen i førerkabinen på New Holland-maskinen.
Sammen med sin langelandske landmandskollega, Knud Rabølle Knudsen forpagter Jesper Møller Hansen arealerne på Siøgård.
Der er en vældig god avl i spinatmarken, men det er med at få alle planterne vel ind over skærebordet. De står meget løst med en lille rod, så det får dem nemt til at vælte.
På Siøgård er partneren i forpagtningen i gang med at gøre plads til spinatfrøene. Også han bekræfter fra spinathøsten på sin egen bedrift ved Rudkøbing, at det er gode udbytter, og det vil derfor blive en rimelig kompensation for de sidste to års dårlige avl af spinatfrø.
Fra Jensen Seeds A/S i Birkum ved Odense, som er aftageren af spinatfrøene fra mange fynske landbrug, fortæller direktør Henning van Veldhuizen, at spinaten i år ubetinget vil være i top-10, og det under han avlerne, som ikke har været forvænte de sidste år.
- Med kontrakterne, som er forskellige alt efter om det er tidlige eller sene sorter, og deres estimerede udbytter, vil avlerne i år kunne se med glæde på indsatsen, fastslår direktøren.








































