Banker bremser dansk landbrug
UDVIKLING: Bankernes manglende vilje til at låne penge mærkes udover på de enkelte landmænd også på virksomhederne omkring landbruget.
Det er ikke nemt at låne penge i disse tider.
Og for Gråkjær Staldbyg har det store konsekvenser Virksomheden har således underskrifter på byggekontrakter på cirka 400 millioner kroner til projekter, der står klar til at blive opført, når finansieringen falder på plads. Firmaet forhandler for øjeblikket med flere banker for at afhjælpe situationen, men det er angiveligt ikke nemt.
I en pressemeddelelse fortæller direktør i Gråkjær Staldbyg, Jens Jepsen, således om mangel på risikovillighed hos finansieringsinstitutterne.
- Vi oplever at innovative landmænd, der gennem flere års drift har vist sorte tal på bundlinjen, bliver handlingslammet på grund af manglende finansiering. Selv om der er stor egenkapital i forhold til byggesummen, kan landmændene ikke overbevise bankerne om, at det er rentabelt at låne dem pengene, siger Jens Jepsen.
Det undrer firmaet, at de to bankpakker ikke ser ud til at virke efter hensigten.
- Der mangler i den grad vilje til at bruge de statsmidler, der er skudt ind i bankbranchen, til at sætte hjulene i gang. Priserne på kød viser en stigning, foderet er faldet i pris, CIBOR-renten er faldet, og da fødevarer er et stabilt afsætningsprodukt, så vil vi uden tvivl se gode resultater fra de landmænd, der får lov til at udvikle deres bedrift. Hvilke andre brancher end svineproduktionen har en eksport på hele 50 milliarder kroner, lyder det fra Jens Jepsen.
Også konsulenter ramt
Gråkjær Staldbyg er dog langt fra eneste virksomhed, der er ramt. Konsulentvirksomheden Nature Consult, der blandt andet lever af at rådgive ved miljøgodkendelser, kan også fortælle, om manglende risikovillighed i bankerne.
- Det er vores helt opfattelse, at bankerne har en manglende vilje lige for tiden til at låne penge ud. Det er et af de helt store nulpunkter i branchen i øjeblikket, siger Christian Vesterager, der ejer Nature Consult.
Han synes, at det er mærkeligt, at bankerne i øjeblikket ser ud som om, at de har opgivet deres kernekompetence, som er at låne penge ud.
Konsekvenserne for Nature Consult har været, at man har lukket sit kontor ned i Fredericia og samlet kræfterne på virksomhedens kontor i København. I de sidste måneder er virksomheden gået fra 18 ansatte til nu 9 ansatte.
- Når krisen er overstået, er vi klar til atter at vækste, siger Christian Vesterager.









































