Kvælstofkvoterne måske på vej ud
DREJNING Effekten af kvælstofkvoter skal først analyseres og vurderes inden det endelig besluttes, om de eventuelt bliver til noget, fortæller Henrik Høegh, fødevareordfører i Venstre.
Et af de mere bemærkelsesmæssige forslag i regeringens Grøn Vækst-udspil er indførelsen af omsættelige kvælstofkvoter. Både landbrugs- og miljøorganisationer har kritiseret forslaget, der har til hensigt at reducere udvaskningen af kvælstof med 10.000 ton.
Ifølge Grøn Vækst-udspillet, er det planen, at kvælstofkvoterne bliver indført fra 1. januar 2012. At det kommer til at ske, er dog ikke sikkert endnu. Måske vil modellen med kvælstofkvoterne nemlig blive erstattet af en mere specifik og målrettet indsats, hvor den mest følsomme jord tages ud.
I følge Henrik Høegh, Venstres fødevareordfører, der i disse dage sidder midt i Grøn Vækst-forhandlingerne med de øvrige partier i Folketinget, skal der nu først laves noget udredningsarbejde.
- Kvælstofkvoterne skal analyseres og vurderes i forhold til en specifik og målrettet indsats. Med det siger jeg ikke, at kvælstofkvoterne ryger ud, det er stadig en del af de elementer, der bliver arbejdet med i Grøn Vækst. Først om et år til halvandet, når analysearbejdet er overstået, skal der tages en endelig beslutning, siger Henrik Høegh.
I alt har regeringen i Grøn Vækst-udspillet sat sig som mål, at man skal nå en reducering i udvaskningen af kvælstof med 19.000 ton. Der er forslag og modeller til at nå de første 9.000 ton. Det er, hvordan man når de sidste 10.000 ton, der nu skal undersøges.
De skal væk
Ifølge Torben Hansen, formand for den sjællandske landboforening Gefion, og med al sandsynlighed kommende planteformand i organisationen Landbrug & Fødevarer, er der dog ikke nogen tvivl om, at kvælstofkvoterne skal fjernes fra Grøn Vækst-udspillet. Det er en dårlig løsning, synes han.
- Man skaber ikke vækst af kvoter og afgifter. Kvælstofkvoter er et unødvendigt instrument, siger Torben Hansen.
Han fortæller, at man ikke har brug for at have truslen om flere kvoter og afgifter hængende over hovedet lige nu, for det er en temmelig alvorlig kamp, som landbruget befinder sig i lige nu. Et konkurrencebetonet erhverv som landbruget, kan ikke leve med alle de begrænsninger og restriktioner, forklarer han.
Kig på landbrugets udspil
I stedet for kvælstofkvoter og lignende, der hælder Torben Hansen til, at man fra regeringens side i stedet skæver over til landbrugets eget forslag til Grøn Vækst, »Ægte Grøn Vækst«, der blev præsenteret nogle måneder før regeringens eget udspil.
- Det giver en lang række af de indtægtsmuligheder, som jeg mener, politikerne bør tage fat i, siger han og nævner forslagene i det udspil, der omhandler energi-afgrøder og biogas som eksempel.
- Der er ingen tvivl om, at der venter en kamp i den kommende tid om at få overbevist politikerne om det her, siger Torben Hansen.
Forhandlingerne om Grøn Vækst er i fuld gang. Lige nu er man i fasen, hvor de forskellige partier mødes med regeringen og kommer med deres ønsker. Det fortæller Henrik Høegh, fødevareordfører i Venstre.
- Når den fase er overstået, så gælder det om at finde nogle, som man kan arbejde videre med, og få tingene til at passe med. Vi er ikke så langt endnu, siger Henrik Høegh.
Ind til videre er alle partier da også stadig med i forhandlingerne. Tingene skal dog snart op i fart, hvis regeringen skal nå målsætningen og blive færdige med forhandlingerne inden sommerferien, som ministeren har sat som målsætning.
- Det må vi jo så se, om vi når, lyder det fra Henrik Høegh.









































