Sidste chance for Danish Crowns ledelse

ENDEGYLDIGT: Formand for Danske Svineproducenter, Torben Poulsen, mener at Danish Crowns ledelse har én chance tilbage for at vise, at den er opgaven voksen.

Forud for Danish Crowns repræsentantskabsmøde på tirsdag har formand for Danske Svineproducenter, Torben Poulsen, forventninger til, at slagteriets bestyrelse og direktion vil fremlægge tiltag, der kan sikre, at slagteriet kan komme til at konkurrere med Tyskland på lige vilkår.

Ifølge Torben Poulsen skal der træffes nogle meget ubehagelige beslutninger, men at det er absolut nødvendigt.

Ét skud i bøssen
- Slagteriets ledelse har ét sidste skud i bøssen til at vise, at de er deres opgave voksen. Kan de ikke det, så lukker slagteriet, forudser han med henvisning til den seneste svinetælling, der vil komme til at se endnu værre ud, hvis slagteriet ikke prompte forstår at sadle om.

Ifølge Torben Poulsen kan det ikke gå stærkt nok med at genskabe producenternes tillid til slagteriet, for tålmodigheden er ganske enkelt brugt op. Han forudser masseflugt fra et lukningstruet slagteri, hvis der ikke sker markante ændringer her og nu.

- Svineproducenterne gider ikke høre flere røverhistorier, fastslår han.

- I stedet bliver slagteriets ledelse nødt til at præsentere svineproducenterne for præcise og målbare mål, så man løbende kan se, at ledelsen i Danish Crown er sin opgave voksen, siger han.

- Slagteriet skal nå tyskerne på den kortere bane og slå dem på den lidt længere bane, tordner Torben Poulsen.

- Hvis ikke dem der sidder der (i ledelsen, red.), ikke kan, så er der andre der kan, siger han med adresse til, at der kan rekrutteres en ny ledelse. Der er jo andre, der kan finde ud af drive et slagteri, pointerer han.

Skær en ordentlig luns
Torben Poulsen sammenligner slagteriet med Arla og her mener han, at Arla har ageret langt mere professionelt.

- Arla har skåret ind til benet og lidt til i en situation, hvor de ellers »vælter sig i mælk«, men hos Danish Crown har man udelukkende skåret ned på grund af mangel på svin. Det er ikke den måde, man driver en professionel virksomhed på, mener ham og foreslår, at der i stedet skulle tages et ordentligt hug:

- Alene den stigning i væksten på 3-5 procent pr. år, man må forvente af en morderne virksomhed ville betyde, at Danish Crown enten skulle øge sin effektivitet eller spare mere end en milliard kroner alene for at holde status quo. Og når man så tænker på det marked, virksomheden agerer i, så skulle det tal i virkeligheden være langt større, fastslår han.

Tidligere formand for Landsudvalget, Jørgen Laursen Vig, har solgt sin gård for et par år siden og er gået på pension, men oplyser, at han dog stadig er med i et par gårdbestyrelser, og at han er dybt bekymret for erhvervet:

- Situationen er dybt alvorligt og værre end i 1980'erne, siger han og forstår ikke, at erhvervets ledere endnu ikke har slået katastrofealarm, så det er gået op for befolkningen.

Nu foreslår han, at svineproducenterne og slagterierne går i en fælles aktion for at vende skuden:

- Vi må kræve af NNF, at slagteriarbejderne går 15-20 procent ned i løn samtidig med at vi øger bindingsperioden for andelshaverne.

- Det er nødvendigt, at vi går i en fælles aktion og finder nogle besparelser der rykker, men det er vigtigt, at bestyrelse og direktion går foran med et godt eksempel, fastslår han.

Læs også