Efter tilbagegang i seneste regnskab: Samson Group A/S får ny direktør
Efter næsten 15 år som adm. direktør for Samson Group A/S fratræder Lars Henriksen stillingen den 7. januar 2027. Han overlader posten til Kristian Breitenbauch, der tiltræder som ny administrerende direktør den 8. januar 2027.

Lars Henriksen fratræder stillingen som adm. direktør den 7. januar 2027. Foto: Samson Agro
Samson Group A/S, der udvikler, producerer og sælger maskiner og udstyr til udbringning af gødning, får ny direktør den 8. januar 2027.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse onsdag.
Navnet på den nye direktør er Kristian Breitenbauch. Virksomhedens nuværende direktør, Lars Henriksen, fortsætter i en overgangsperiode på deltid som strategisk rådgiver for den nye administrerende direktør for at sikre »kontinuitet og en smidig ledelsesovergang«.
- Lars har ydet et betydeligt bidrag til udviklingen af Samson Group A/S gennem næsten 15 års dedikeret ledelse. På bestyrelsens vegne vil jeg gerne rette en stor og oprigtig tak til ham for hans engagement, resultater og loyalitet over for virksomheden, udtaler bestyrelsesformand Christian Junker.
- Vi er glade for, at hans omfattende erfaring og viden fortsat vil komme Samson Group A/S til gode i en overgangsperiode, hvor han vil fungere som strategisk rådgiver, tilføjer han.
Otte års erfaring som adm. direktør
Kristian Breitenbauch har en kandidatuddannelse i International Business Administration og mere end 20 års erfaring fra teknisk produktion og international forretningsdrift. Senest har han i mere end otte år været adm. direktør for Advansor A/S, en international teknologivirksomhed med speciale i bæredygtige, CO2-baserede klimaløsninger.
Og spørger man Christian Junker om udnævnelsen af Kristian Breitenbauch, er han godt tilfreds:
- Vi er meget glade for at kunne byde Kristian velkommen som vores nye administrerende direktør. Kristian kommer med mere end 20 års erfaring fra internationale, teknologidrevne produktionsvirksomheder og har dokumenteret stærke resultater inden for strategisk udvikling, kommerciel vækst og organisationsledelse. Hans industrielle baggrund og mangeårige erfaring som administrerende direktør giver ham et solidt fundament for at stå i spidsen for den fortsatte udvikling af Samson Group A/S.
Takker for tjenesten
Samson Group A/S har været ejet af Glerup-familien siden 1999. Ifølge Mikael Glerup, der er repræsentant for Glerup-familien, er man »fortsat stærkt engageret i den videre udvikling«:
- Vi vil samtidig gerne rette en stor og oprigtig tak til Lars for hans betydelige bidrag til koncernens vækst og udvikling gennem de seneste 15 år, siger han og tilføjer:
- Vi har samtidig stor tillid til Kristian Breitenbauch. Vi er overbeviste om, at hans erfaring, lederegenskaber og internationale udsyn vil skabe et stærkt fundament for det næste kapitel i Samson Group A/S' historie.
I regnskabsåret 2025/26 beskæftigede Samson Group A/S i gennemsnit 578 medarbejdere, heraf 336 i Danmark, 179 i Frankrig, 49 i Polen og 14 i Sverige.
Om Samson Group A/S
Samson Group A/S består i dag af produktionsvirksomhederne Samson Agro A/S (Danmark), Samson Agro SASU (Frankrig) og Samson Agro Sp. z o.o. (Polen) samt salgsselskaberne Samson Agrolize A/S (Danmark) og Samson Agrolize AB (Sverige), der varetager salg og service af koncernens to brands, Samson og Pichon, i henholdsvis Danmark og Sverige.
Siden grundlæggelsen i 1943 har Samson Group A/S beskæftiget sig med udvikling, produktion og salg af maskiner og udstyr til udbringning af organisk gødning på landbrugsarealer.
Koncernens primære produkter omfatter gyllevogne, møgspredere og udbringningsudstyr, herunder bomme og nedfældere.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































