PÅ TRAPPERNE: Et næsten færdigt Grøn Vækst-udspil fra regeringen slap i går ud i pressen. Effektivt Landbrug bringer landbrugsudspillet, som det så ud i går.
Adskillige gange har den været forsinket siden slutningen af 2008, hvor den skulle have været offentliggjort. Men nu ser det for alvor ud til, at regeringens Grøn Vækst-plan er på trapperne.
Det meste af det historiske udspil er nemlig ifølge Jyllands-Posten nu færdigt og klar til præsentation i den kommende uge.
Ifølge bladet lægges der op til at skærpe kravene til landbrugets brug af pesticider og kvælstof. Til gengæld er regeringen parat til at lette jordskatten, tillade nye selskabsformer og ophæve arealkravene ved husdyrhold.
Hensigten er, at planen til 13,5 milliarder kroner (frem til 2015) på én gang skal forbedre miljøet og sikre fortsat udvikling af dansk landbrug.
Ingen kommentarer
Dansk Landbrugs formand Peter Gæmelke ønsker ikke at kommentere Jyllands-Postens oplysninger.
- Vi har selv fremlagt et godt og visionært udspil til Grøn Vækst, og jeg kan se, at der er elementer af dét, der indgår, men vi vil se udspillet i sin helhed, inden vi kommenterer det, siger Peter Gæmelke til Effektivt Landbrug.
Derimod møder planen allerede nu hård kritik fra Danmarks Naturfredningsforening.
Præsidenten for den store organisation, Ella Maria Bisschop-Larsen, siger til bt.dk:
- Det, der er sluppet ud om planen, tyder på, at det bliver en sort plan, som ikke engang lapper de opståede huller i forhold til tidligere planer. Jeg tror ikke, at det her overhovedet lever op til de løfter, der er givet, og det som Danmark skal i forhold til EU's vandrammedirektiv og naturdirektiver.
Kulsort
Ella Maria Bisschop-Larsen henviser til, at den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har talt om »en gigantisk naturplan« og »en historisk satsning«.
- Det ligner mere en plan, der vil styrke landbrugets vilkår end at tage hensyn til naturen. Jeg synes næsten den ser kulsort ud, men vi kan jo blive overraskede, når vi ser det endelige.