DLA i samarbejde med tysk selskab
OVER GRÆNSEN: Den lokale Andel laver indkøbs- og samarbejdsaftale med den næststørste spiller på det tyske grovvaremarked, Agravis Raiffeisen.
De rigtige produkter på de rette hylder – til lavere priser.
Dét kan blive konsekvensen af et samarbejde, som de danske grovvareselskaber i DLA Group nu indleder med det næststørste grovvareselskab på det tyske marked, Agravis Raiffeisen AG, om fælles vareindkøb og samarbejde i Østeuropa.
Partnerne bag samarbejdet omsætter samlet for mere end 60 milliarder, og beskæftiger godt 7.000 medarbejdere.
Øget konkurrencekraft
- Visionen er at få en endnu større indkøbsvolumen, så vi i endnu højere grad kan få de rigtige varer ind på de rigtige hylder til de rigtige priser. Vores håb er, at vi via samarbejdet kan tilbyde landmændene lavere priser i kraft af, at vores indkøbspriser falder, og vi udnytter synergier. Dét vil i sidste ende øge vores konkurrencekraft, siger formanden for DLA Group, Chr. Junker, der er adm. direktør i Danish Agro.
Ifølge Chr. Junker er der tale om et meget vigtigt strategisk tiltag, der skal imødekomme udviklingen i landbruget, og en tilsvarende strukturudvikling på leverandørsiden, hvor DLA skal kunne matche de meget store, globale leverandører på gødningssiden, planteværn, vitamin-mineralområdet, osv.
- Vi ønsker, at DLA Group skal være en stærk og konkurrencedygtig partner på det nordeuropæiske grovvaremarked. I den forbindelse er det vigtigt, at vi kan tilbyde vores leverandører en stor distributionskraft i et større geografisk område, siger Chr. Junker.
Investering
DLA Group og Agravis vil nu i fællesskab undersøge samarbejdsmulighederne i Østeuropa. Dette skal i sidste ende komme landmændene til gode, fortæller formanden.
- Det afkast, som vi får i kraft af, at vores associerede selskaber uden for Danmark er i stand til at tjene penge, er med til at styrke vores konkurrencekraft på det danske marked til gavn for de danske landmænd, der ejer vores selskaber, siger Chr. Junker.
Konkret vil DLA og Agravis i første omgang undersøge, hvor parterne har fælles interesser inden for grovvaresektoren. Næste skridt er at etablere fælles forretningsaktiviteter først og fremmest i Baltikum og Rusland.
Et eventuelt samarbejde omkring produktion eller andre forhold mellem DLA Group og Agravis er ikke et tema for nuværende, fortæller Chr. Junker til Effektivt Landbrug.









































