Mejeriforeningens enegang vækker undren blandt en række danske mælkeproducenter. Men også internt i Mejeriforeningens bestyrelse vækker beslutningen om ikke at deltage i den store landbrugsfusion undren.

Således fortæller Jørgen Lykkemark, der sidder med i Mejeriforenings bestyrelse som repræsentant for Dansk Kvæg, at det end ikke har været op til diskussion internt i bestyrelsen.

- Hvorfor Mejeriforeningen ikke er med, det ved jeg slet ikke noget om, for vi har slet ikke diskuteret det. Til det næste bestyrelsesmøde som vi skal have i Mejeriforeningen, der vil jeg spørge, om vi har brug for en bestyrelse, hvis det alligevel bare er sådan, at det er formanden alene, der træffer en beslutning, om man skal med eller ikke skal med i den nye organisation, siger Jørgen Lykkemark.

Selv så han gerne, at Mejeriforeningen kom med i den nye organisation.

- Jeg kan ikke se, nogle muligheder hvorfor vi ikke skal med. Vi skal i hvert fald være åbne for at samle de synergier op, som måtte være der. Det, jeg kan være bange for, at der er årsagen til, at man har sagt, man ikke skal være med, er måske, der er så stor en pengetank, at man sagtens kan køre alene. Man skal dog bare huske, at den pengetank, den stammer ude fra kvægbrugene, siger Jørgen Lykkemark.

Meget uprofessionelt
Udmeldingen fra Jørgen Lykkemark vækker selvsagt ikke begejstring hos Mejeriforeningens formand Bent Juul Sørensen.

- Jeg undrer mig over, at Jørgen Lykkemark kan kommentere fra Mejeriforeningens bestyrelsesmøder. Det er jo ikke almindeligt, at bestyrelsesmedlemmer kommenterer i pressen, hvad der sker, og hvad der ikke sker på bestyrelsesmøder. Det betragter jeg som meget uprofessionelt, siger Bent Juul Sørensen.

Om det, at Mejeriforeningen ikke er med i den nye organisation, siger Bent Juul Sørensen:

- For det første, så har vi ikke været med i forhandlingsudvalget. De arbejdsområder, som vi i Mejeriforeningen arbejder med, de har så af gode grunde ikke været diskuteret. Og det vil vi så selvfølgelig gøre i den kommende tid, siger han.

Bent Juul Sørensen undrer sig over, at der så hurtigt er folk ude med kritik af, at Mejeriforeningen ikke er med i den nye organisation.

- Nu er det jo heller ikke afgjort om Dansk Kvægs politiske sekretariat skal med, og det er Mejeriforeningen jo en del af.  Det ville jo måske være naturligt, at de to ting, de hørte sammen, siger mejeriformanden.

Til det nærliggende spørgsmål om, hvorvidt Mejeriforeningen så på et tidspunkt alligevel vil være at finde i den nye organisation, lyder svaret fra Bent Juul Sørensen: »Ingen kommentar«.