Årets roekampagne er slut, men frustrationerne ulmer stadig blandt mange roedyrkere, der er utilfredse med den sukkerprocent og renhed, der er målt på Daniscos fabrikker.

Det viste sig tydeligt på gårsdagens generalforsamling i Danske Sukkerroedyrkere, der blev afholdt i Sakskøbing. Her drejede en stor del af bestyrelsens beretning og den efterfølgende debat sig om de høje urenhedsprocenter, som blev målt i de roer, der blev modtaget fra uge 48.

Mens enkelte debattører stillede spørgsmålstegn ved, om prøverne overhovedet var korrekte og retvisende, drejede diskussionen sig dog mere om, hvordan man kommer videre og sikrer bedre resultater i de kommende år.

Et åbent sår
- Vi behandler roerne alt for hårdt. Det er som at spule i et åbent sår - det bliver bare større og større, sagde Dansk Landbrug Sydhavsøernes formand, John Nielsen, der i de sidste uger af kampagnen oplevede udsving i sine egne prøver fra 11 og helt op til 23 procent urenheder.

- Hvis jordprocenterne fortsætter den vej, bliver sukkerfabrikkerne Sydhavsøernes største jordbesidder, fortsatte han.

Og prøvevasken bliver et emne, som Danske Sukkerroedyrkere vil tage op med Danisco. Dialogen er allerede i gang, slog formand Jørn Dalby fast. Efter henvendelser fra mange utilfredse medlemmer tog foreningen initiativ til at udtage og kontrollere parallelprøver, for at imødegå den mistillid, der var ved at brede sig i branchen. Konklusionen på disse forsøg var klar: Der var ikke forskel på renheden i afregningsprøverne og kopiprøverne. Altså må forklaringen på de usædvanlige udsving findes et andet sted.

Skøre roer
Det kunne være i roerne selv, lød det fra bestyrelsen. Den udvikling, der er sket i de nye roesorters egenskaber, kan være sket på bekostning af fiberindholdet, hvilket gøre roerne mere skøre, så de nemmere går i stykker under prøvevaskningen. Derfor kan der blive tale om kortere vasketid, men da det er et element, som indgår i brancheaftalen med Danisco, er det ikke lige til at ændre. Men det vil blive taget op i kommende forhandlinger, lovede Jørn Dalby.

- Roerne skal ikke renses og vaskes mere end til de er rene, sagde han og pointerede desuden, at der skal ses nærmere på jordmodellen, som ikke har virket tilfredsstillende. Kun 0,8 millioner kroner af de målsatte 11 millioner er blevet udbetalt i årets kampagne.

God kontakt til Nordzucker
Et andet centralt emne på dagsordenen var salget af Danisco Sugar til tyske Nordzucker. Handlen er nu på plads, og overdragelsen forventes at finde sted den 2. marts.

Danske Sukkerroedyrkere ser meget positivt på de nye ejerforhold.

- Nordzucker er en dyrkerejet virksomhed med 100 procent fokus på sukkerfremstilling, og jeg er sikker på, at vi her har fået en ny ejer, som vil formå at videreføre sukkerproduktionen i Danmark på bedste vis. Vi har allerede etableret en god kontakt og en god dialog, og jeg ser frem til en videreførelse af det gode samarbejde, som vi i dag har med Danisco Sugar, sagde Jørn Dalby.

Foreningens deltagelse i salgsprocessen har blandt andet ført til, at dyrkere i Danmark og andre steder kan blive medejere af op til 49 procent af Danisco Sugar. Hvordan det skal ske, og hvilken indflydelse leverandørerne skal have for en eventuel investering, skal der forhandles om i den kommende tid.