Slagterier bliver »slagtet«
LUKNING: Danish Crown skærer igen ned på medarbejderskaren - afdelingerne i Rødding og Holstebro lukker i løbet af året, ligesom Esbjerg bliver berørt.
Danish Crown har igen set sig nødsaget til at svinge sparekniven, og svineproducentudvalget har indstillet, at slagteriet i Holstebro og opskæringen i Rødding lukkes, og lukningerne vil berøre henholdsvis 463 medarbejdere i Holstebro og 308 medarbejdere i Rødding.
Desuden berøres 90 medarbejdere i Esbjerg i bovudbeningsafdelingen, som forventes lukket første uge i maj. Holstebro forventes lukket anden uge i juni og Rødding i løbet af 2009.
En del af produktionen i Rødding flyttes til afdelingen i Esbjerg, og her fra udflages en del af produktionen til Tyskland. Det betyder, at Danish Crown forventer at kunne bevare ca. en fjerdedel af de berørte arbejdspladser.
Mange udlændinge
Med udsigten til lukningen af afdelingen i Rødding rammes det lille samfund i den sydlige del af Vejen kommune hårdt. Mange lokale har gennem en årrække arbejdet for Danish Crown, og beslutningen om lukningen var hård at sluge for medarbejderne, der nu går i uvished om fremtiden.
308 arbejdspladser dukker ikke pludselig op igen, om end ikke alle pladser er besat med lokal arbejdskraft:
- De 90 af medarbejderne i afdelingen i Rødding er udlændinge og primært polakker, fortæller informationsmedarbejder hos Danish Crown, Lisbeth Carøe.
Slagtes i udlandet
Baggrunden for lukningerne er en række faktorer, der blandt andet betyder, at tilførslen af råvarer til slagteriet er faldende. Mange svineproducenter vælger at sende deres dyr til slagtning i udlandet.
»Usikre rammebetingelser for både primærproduktion og virksomhed – herunder manglende miljøgodkendelser, væsentligt forhøjede veterinæromkostninger og usikkerhed om konsekvensen af skattekommissionens forslag - skaber sammen med den økonomiske afmatning og et højt dansk omkostningsniveau behov for tilpasning af kapaciteten i Danish Crown«, hedder det i en pressemeddelelse fra Danish Crown.
- Vi håber fortsat på forbedrede markedsvilkår og forståelse for at afværge de politisk skabte udfordringer, og derfor har vi i første omgang besluttet os for at indstille til lukning af Holstebro med mulighed for at genåbne slagteriet indenfor det første år. Det er det eneste økonomisk ansvarlige, vi kan gøre. Men vi ser med stor alvor på de rammebetingelser, der definerer udviklingen i svineproduktionen i øjeblikket, siger administrerende direktør i Danish Crown, Kjeld Johannesen.
Den seneste svinetælling peger på et yderligere fald i slagtesvineproduktionen, og den i øjeblikket meget usikre økonomiske situation får nu Danish Crown til at tage dette skridt for at sikre konkurrenceevnen.
- Vores konkurrencedygtighed i forhold til udlandet er i øjeblikket forbedret i forhold til det pres, vi var udsat for sidste år. Vi mærker de forbedrede afsætningsmuligheder på attraktive markeder som Japan, Australien, Kina og USA, men med faldende produktion af slagtesvin i Danmark er det tvingende nødvendigt at være et skridt foran, når det handler om at tilpasse omkostningerne, hvis vi skal kunne operere på et internationalt marked, siger Kjeld Johannesen, som peger på, at dette er et af flere tiltag for at løfte konkurrencedygtigheden i Danish Crown i den kommende tid.
Brørup udvider
Danish Crown håber, at mange medarbejdere fra afdelingen i Rødding kan ansættes i bl.a. Blans og Esbjerg, men udenfor Danish Crown-regi er der også mulighed for ansættelse på andre slagterier.
I Røddings naboby Brørup er det lokale slagteri, Brørup Slagteri A/S, således i gang med en udvidelse, og det kræver ekstra personale - ca. 15.
Meddelelsen om lukningen i Rødding betød, at mange fik gang i telefonen og ringede til Brørup med ønsket om et job her.









































