Fedtafgift kan kappe 10 procent af mejerimarkedet i Danmark
KRITIK: Regeringens skatteudspil er et uhørt opgør med en lang, dansk smørtradition. Afgiften vil genoplive smørbådene på Flensborg Fjord, lyder kritikken fra Mejeriforeningens formand.
Mens det danske marked for mejeriprodukter vil ligge underdrejet med et fald på op imod 10 procent, kan smørbådene kaste trosserne og begive sig ud på Flensborg Fjord på ny.
Det vurderer mejeriforeningens formand, Bent Juul Sørensen, som forudser drastiske konsekvenser, hvis regeringens 1 milliard kroner tunge fedtafgift, der er en del af det nye skattereformudspil, vedtages.
- Folk vil søge alternativer til de gode, sunde mejeriprodukter, vi markedsfører fra danske mejeriers side. Øget grænsehandel og indkøb af helt andre produkter kan sagtens blive en følge af en fedtafgift som den, der er lagt op til.
Hvor meget, det her kommer til at koste den enkelte mælkeproducent på afregningen, kan vi kun gisne om, da det er en afgift, der lægges på i produktionsleddet og forudsættes betalt af forbrugerne. Men jeg vil ikke blive overrasket, hvis det danske marked for mejeriprodukter reduceres med 5 – måske helt op imod 10 procent, siger Bent Juul Sørensen til Effektivt Landbrug.
Mange ubekendte
Bent Juul Sørensen understreger, at meget endnu er helt uafklaret i forhold til en eventuel fedtafgift.
- Vi ved for eksempel intet om, hvorvidt afgiften også omfatter smør til bagerne. Og hvad med fløden i isen, der produceres på fabrik eller andre sammensatte produkter? Det ved vi heller ikke noget om, siger mejeriformanden
Samtidig må jeg sige, at denne her afgift er et helt uhørt opgør med en lang smørtradition, som tog sin begyndelse i 1860’erne i landbrugslandet Danmark. Og vi forstår ikke argumenterne om, at vores mejeriprodukter skal bære så stor en del af afgiften og sidestilles med chips og lignende produkter, siger Bent Juul Sørensen.
Vigtigt calcium
Han understreger, at mange fødevareeksperter og fødevareforskere gang på gang pointerer, at ikke mindst calcium fra mælkeprodukter er uhyre vigtigt for vores sundhed.
- Og da vi fra branchens side i perioden 2000-2005 årligt har fjernet 5.000 ton fedt fra danskernes dagligvarer – gennem produktudvikling og lancering af fedtfattige alternativer - føler vi det helt uhørt, at takken er en straf i form af en afgift i milliardklassen.
Og vi ved også, at det her vil ramme den halve million især ældre danskere, der er småt spisende. Mennesker, som vi i dag fremstiller specielle mejeriprodukter til. De straffes altså også med en afgift, siger Bent Juul Sørensen, og tilføjer slutteligt:
- Jeg er ikke sikker på, at alle i regeringen egentlig kender konsekvenserne af det her. Og vi kan håbe, at fornuften kommer til at råde. For det her er bestemt ikke en afgift, som vil øge folkesundheden, sådan som man gerne vil.








































