Den minder mest af alt om en mellemting mellem en lille kampvogn og en ubåd, den svenske Truxor DM 4700 B, der som indtil videre eneste eksemplar, har fundet vej til virksomheden Jysk Naturpleje.

Men nu er det heller ikke designet den svenske producent er gået efter og som indehaver af Jysk Naturpleje, Jesper Handbjerg, har investeret i.

Det handler til gengæld om maskinens evne til at vedligeholde søer, vandhuller og vådområder, hvor den store fordel er at den både kan køre på land og sejle på vandet mens den arbejder, og samtidig ikke skader de omkringliggende arealer.

Maskinen er på land et selvkørende bæltekøretøj hvor det som i vandet styres med joystick.

Funktionelt design
En af amfibiemaskinens forcer er frontarmen, der kan bære mange forskellige værktøjer: mudderpumpe, gravearm, klippere og forskellige opsamlere.

Montagen foregår let. En hurtigkobling på værktøjsarmen gør det muligt at koble værktøjet på Truxor DM 4700 B, mens fartøjet stadig er i vandet. Det foregår ved at køre snuden med værktøjsarmen helt ind til bredden og styre koblingen på armen præcist i indgreb med koblingens modpart på værktøjet.

Truxor DM 4700 B er bygget med to pontoner og kører på bælter eller sejler på vandet. Den er udstyret med en Lombardini Focs dieselmotor på 27 hk og drives hydrostatisk. Pontonerne er lavet af saltvandsbestandig aluminium, og selve maskinens stålkonstruktion er varmforzinket. Amfibiemaskinen er 4,7 meter lang, 2 meter bred og måler 2 meter i højden.