- Når jeg ser formandsgalleriet af tidernes betydningsfulde mænd med alvorlige miner på, så kan man godt blive højtidelig stemt. Og føle en god fornemmelse at kunne følge op på rækken af formænd, der fik lov til en tid at sætte sit præg på den fynske landbrugsorganisation, og tilpasse den til tidens behov. Det er jeg meget ydmyg overfor.

- Men, fortsatte Niels Rasmussen sin politiske formandsberetning, der i fredags skulle blive den sidste i den form i foreningens 126-årige historie, vi skal også være ydmyge overfor forbruget af medlemmernes penge.

Derfor var formanden anno 2008 tryg ved at aflevere den politiske interessevaretagelse til Centrovice og Patriotisk Selskab, der har tættere kontakt med medlemmerne. Dermed kan foreningerne skabe sig en skarp profil dels overfor medlemmerne, men også udadtil som en aktiv del af det fynske erhvervsliv.

Enstemmigt
På delegeretmødet blev det enstemmigt besluttet af de 29 stemmeberettigede delegeret, dog med en enkelt blank stemme, at De Fynske Landboforeninger med virkning fra 1. januar 2009 bliver til Fynsk Landbrugs Eventforening.

I den nye foreningsform bliver afviklingen af Det Fynske Dyrskue og Åbent Landbrug de primære aktiviteter. Endvidere vil der ligge varetagelse af legatmidlerne, som findes i De Fynske Landboforeninger.

Årsmødet, som fremover holdes i juni, er foreningens øverste myndighed, og i spidsen for Fynsk Landbrugs Eventforening står to bestyrelsesmedlemmer, som udpeges af Centrovice og et medlem fra Patriotisk Selskab.