Grønt på toppen
(EFFEKTIVT LANDBRUG) John Deere fastholdt førstepladsen i februar måned, tæt forfulgt af CaseIH og Fendt.
Sidste år blev John Deere overhalet i sidste sekund af New Holland, da årets samlede salg af traktorer i Danmark blev opgjort. Til gengæld har det grøn/gule traktormærke sat sig markant på førstepladsen her i årets to første måneder.
Således blev New Holland i januar henvist helt ned til sjettepladsen i statistikken med 21 solgte traktorer på landsplan, mens John Deere solgte mere end det dobbelte, præcist 43 traktorer.
Af tallene fra februar, som her i dagens avis offentliggøres, efter ND Data har opsamles data fra salgsjournalerne fra samtlige udbydere af traktorer på det danske marked, har John Deere cementeret sig yderligere i førerpositionen med 50 solgte traktorer i månedens løb.
Som det fremgår, har CaseIH fra CNH-familien, hvor New Holland også er medlem, indtaget andenpladsen med et salg på 45 traktorer.
Med kun en færre solgt traktor kommer Fendt lige i hælene på CaseIH, og samlet set indtager Fendt fra Agco-koncernen dermed den samlede andenplads med ialt 77 solgte traktorer i årets to første måneder.
Det er vistnok første gang i historien, at det tyske traktormærke har ligget så højt på den danske salgsliste.
På den samlede tredieplads kommer endnu en Agco-repræsentant, nemlig Massey Ferguson med et salgstal på ialt 72 enheder.
Dernæst følger CaseIH med 70 solgte traktorer, Valtra med 64 og på sjettepladsen dukker sidste års topmærke, New Holland, så op med ialt 53 solgte enheder.







































