Komfort, råstyrke og alsidighed
(EFFEKTIVT LANDBRUG) NYE TRAKTORER: New Holland er nu på det danske marked med de nye T6000 Range Command og Power Command traktorer, der er spækket med spændende features.
NYE TRAKTORER: New Holland er nu på det danske marked med de nye T6000 Range Command og Power Command traktorer, der er spækket med spændende features.
Af Per Jørgensen
I går kunne New Holland for første gang præsentere de nye T6000 Range Command og Power Command traktorer under praktiske forhold i Danmark. det skete ved et arrangement for pressen i Sydjylland.
De nye modeller T6050 (159 hk), T6070 (169 hk) og T6080 (178 hk) erstatter de udgåede TM155/140 samt TS 135A modeller.
Importøren, CNH Danmark A/S, har store forventninger til de nye traktorer.
- Med de tilbagemeldinger vi i øjeblikket har fra markedet, ser det ud til, at denne modelserie bliver en succes på det danske marked.
- Allerede nu har vi over 40 traktorer slutsolgt. T6000 Range Command og Power Command passer godt til mange af vores kunders behov, da traktorerne er alsidige, har masser af kraft og en række spændende faciliteter, ligesom traktorerne har lave driftsomkostninger, fortæller Jimmie Vestergaard, produktchef hos New Holland Danmark A/S.
To versioner til alle behov
De tre modeller, der markedsføres i Danmark, er udstyret med 6,8 liters 6-cylindrede Common Rail motorer med Powerboost. Powerboost kan aktiveres under transport og kraftudtagsopgaver, ligesom motorstyringssystemet leveres med automatisk ekstra kraft under belastning.
Dermed leverer de tre nye modeller hestekræfter nok til de fleste opgaver.
Range Command står for semi-powershift transmission. Det vil sige, en 19x6 transmission med 3x6 powershift gear og et 19. transport/øko gear, som reducerer brændstofforbruget under kørsel på 40 kilometer i timen med et lavere omdrejningstal.
Power Command står for full-powershift transmission, hvor et trykknapsystem kan skifte mellem alle gear. Begge transmissionstyper har naturligvis autovej- og automarkfunktion, hvor førstnævnte fungerer fra 7. til 19. gear. Transmissionerne er i familie med T7000 serien og betyder meget bløde skift mellem gearene.
Sådan leveres de
De nye Range Command og Power Command leveres som udgangspunkt til det danske marked med 19x6 transmission, 4 elektriske hydraulikventiler med joystickbetjening, 178 liter hydraulikydelse – fordelt på 113 liter plus 65 liter i styretøj, elektronisk lift, Auto-PTO, foragerautomatik, klimaanlæg, luftsæde og passagersæde, affjedret kabine, commandarm, teleskopsidespejle med varme, plus meget mere.
T6000 Range Command og Power Command kan efter ønske leveres med de velkendte SuperSteer foraksel, Terraglide affjedret foraksel, eller med almindelig foraksel, der er standard.






































