Der er tilsyneladende store regionale forskelle på behovet for arbejdskraft indenfor landbruget i forhold til, hvor i landet man driver landbrug. I hvert fald hvis man skal dømme efter, hvor mange ikke-EU-ansøgere, der får en anbefaling med fra de regionale arbejdsmarkedsråd.

- Vi har modtaget 43 høringer fra Udlændingeservice i relation til at ikke-EU-borgere søger arbejds- og opholdstilladelse til arbejde indenfor landbrug i Viborg amt. Eksempler på stillingsbetegnelser er landbrugstrainee, landbrugsmedhjælper, fodermester, driftsleder og svinerådgiver, fortæller Ulla Kirkegård fra Viborg Amts Arbejdsmarkedsråd.

- Vi tager vores beslutninger ud fra en helhedsvurdering og har i 39 af de 43 sager anbefalet en opholds- og arbejdstilladelse. I fire sager har vi anbefalet, at der ikke på det foreliggende grundlag gives opholds- og arbejdstilladelse, oplyser Ulla Kirkegård.

Anderledes ser det ud nord for Viborg Amt. Her har Birgit Nygaard fra Nordjyllands Amt siden starten af 2006 besvaret 23 høringsforespørgsler om arbejds- eller opholdstilladelse for ukrainere til landbrugssektoren.

- Vi har givet negativ indstilling på samtlige, og det skyldes forskellige ting. For det første undersøger vi, om der er ledige i området, der gerne vil arbejde i landbruget. Og der har vi 200 ledige i øjeblikket, så det er den første årsag. Den anden er, at kontrakterne, som følger med ansøgningerne, ofte er mangelfulde, fortæller Birgit Nygaard.

Den vurdering er de dog ikke enige i hos Infocenter Landbruget i Aalborg, som ofte har hjulpet landmændene med at udforme kontrakterne.