- Det nuværende repræsentantskab i Arla er nogle nikkedukker, der stemmer efter bestyrelsens ønsker. Derfor vil vi gerne have lavet strukturen om, så repræsentantskabet i stedet kommer til at fungere som vagthunde i forhold til bestyrelsens arbejde.

Det er meldingen fra Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, hvis medlemmer leverer mellem 60 og 70 procent af Arlas samlede indvejning.

Formand for foreningen Peder Mouritsen præsenterede udspillet på et pressemøde fredag formiddag, og gjorde opmærksom på, at hans medlemmer ikke er taget i ed i forhold til forslaget.

- Bestyrelsen i vores forening er sat i verden for at kommentere de forhold, der har med vores medlemmer at gøre, og det gør vi så. Og hvis vi ikke gør det godt nok, kan vores medlemmer vælge at melde sig ud.

- Det valg har de ikke i forhold til Arla, som reelt er vores eneste mulighed for at komme af med mælken, og derfor er det også vigtigt, at de bliver ordentligt orienteret om, hvad der foregår i selskabet, sagde Peder Mouritsen på pressemødet.

Peder Mouritsen understregede på pressemødet, at forslaget kommer for at vække mælkeproducenternes interesse og styrke det demokratiske system i selskabet.

- Det er meningen, at vi skal have medlemmerne til at interessere sig for andelsselskabet. Med den strukturudvikling, vi ser i mælkeproduktionen, bliver vi ikke meget mere end et par tusinde tilbage om få år, men de, der bliver tilbage, skal have noget at sige, og de skal have interesse for deres selskab, sagde Peder Mouritsen.

Arlas bestyrelsesformand Knud Erik Jensen vil se på LDMs forslag med interesse og lade det indgå i en kommende debat om selskabets struktur.