Et slag i hovedet
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Thomas Møller, Thisted, kommenterer dommen fra Vestre Landsret, hvor han fik sin bøde på 3.000 kroner stadfæstet.
Hvordan er humøret?
- Det er som regel altid godt, og det er det da også i dag. Nu fisker du jo nok efter min reaktion på dommen fra Vestre Landsret, som jo blev en stadfæstelse af min tidligere dom i byretten, og den er jeg da træt af. Den svarer lidt til at få en bøde for at køre 40 kilometer i timen i byen, hvor man må køre 50. Jeg forstår ikke, man skal slås oven i hovedet, når man bare går og passer sine kalve.
Hvad skal der ske nu?
- Generelt er jeg jo en lovlydig borger, så jeg er jo nødt til at prøve at efterleve dommen. Jeg vil prøve at få lavet hytterne om, så de veterinære myndigheder kan godkende dem. For eksempel ved at ændre lågen foran eller ved at få lavet et hul eller en klap i siden, så kalvene kan stikke snuderne sammen.
Forsvinder fidusen ved kalvehytterne så ikke?
- Nej, ikke helt. Der vil selvfølgelig kunne blive overført sygdomme, men alternativet er at gå tilbage til tremmebokse - så går det helt galt.
Hvad mener du om bødens størrelse?
- Jeg ville glædeligt betale 3.000 kroner for at bruge kalvehytter, men så kommer myndighederne rendende i tide og utide. Og måske fordobler de bøden næste gang. Jeg skal jo også følge reglerne. Nu har vi været igennem to instanser - oven i købet med hjælp fra Dansk Kvæg. Vi kan ikke blive ved. Men jeg synes, det er en skam, når udviklingen overhaler lovgivningen.






































