- Så længe der stadig ikke er truffet politisk beslutning om de overordnede rammer for landdistriktsprogrammet, kan vi ikke sige noget om, hvordan tilskudsordningen for økologi kommer til at se ud næste år.

Sådan siger souschef i Direktoratet for Fødevareerhvervs miljø- og økologikontor, Hans Jørgen Langfrits. Til gengæld lover han, at erhvervet vil blive inviteret med i den arbejdsgruppe, som skal behandle spørgsmålet, når den overordnede ramme er kommet på plads.

Han vil ikke sætte nogen dato eller måned på, hvornår arbejdsgruppen kan komme i gang, men han erkender, at resultatet allertidligst kan komme i februar 2007.

- Når vi er blevet enige om de nationale ønsker, skal det lige en tur ned i EU, som har en svarfrist på et halvt år. Man kan dog bede dem skynde sig, hvis der er behov for hurtigt svar. Men jeg er tilfreds, hvis vi har rammerne på plads til ansøgningsrunden i september 2007, siger Hans Jørgen Langfrits.

Formanden for Dansk Landbrugs økologiudvalg, Gert Holst Hansen, er ked af, det skal tage så lang tid at få det på plads.

- Vi har skubbet på i et halvt år, for at få afklaret det her, og med mangel på økologiske varer og stigende interesse for økologi hos landmændene ville det være rart at få det plads. Vi er glade for, at det nu ser ud til, at vi bliver inviteret med i arbejdsgruppen, men det er også på høje tid, siger formanden, der mener, at økologien skal have 200 millioner kroner af landdistriktsstøtten – eller hvad der svarer til 25 procent af hele landdistriktsprogrammet.

Han påpeger, at mange landmænd bruger vinteren til at planlægge den kommende vækstsæson, og det må de altså nu gøre uden sikkerhed for tilskuddet til miljøvenlig drift.