Køber råvarer på landmandens vegne
(EFFEKTIVT LANDBRUG) OVERTAGER INDKØB: Som det første foderstofselskab køber Vestjyllands Andel råvarer ind for landmænd, der ikke selv ønsker at gøre arbejdet.
Landmanden køber ikke selv ind, men får råvarerne til samme pris som den, foderstofselskabet giver.
Dét er essensen i et koncept, som 300 medlemmer i Vestjyllands Andel nu har gjort brug af i ét år. Ordningen går ud på, at landmanden overlader arbejdet med at købe sine råvarer ind til Vestjyllands Andel, som dermed også får ansvaret for at finde den rigtige pris i markedet.
Det vestjyske foderstofselskab tilbyder igen i år medlemmerne at handle sojaskrå, fiskemel og andre råvarer for dem – uden beregning.
Så vidt vides er initiativet det første af sin art blandt foderstofselskaberne, og administrerende direktør i Vestjyllands Andel hæfter sig først og fremmest ved, at initiativet har været en succes.
- Landmændene har tillid til os, fordi vi har troværdighed og åbenhed omkring indkøbene, siger han.
I DLG mener direktør Ole Christensen dog ikke, at der er noget unikt i ordningen.
- Vi tilbyder landmanden at dække hans råvareindkøb af hver eneste dag. Vi mener imidlertid, at det bedste for landmanden er, at han selv tager aktivt del i beslutningsprocessen. Så bliver det vores opgave at give ham informationer, så han har et fornuftigt beslutningsgrundlag, siger han.
Ole Christensen er dog ikke modstander af, at foderstofselskaberne klarer råvareindkøbene.
- DLG er til enhver tid åben over for at afdække de behov, som vore kunder måtte have, herunder også en model, hvor kunden outsourcer sine indkøb til os. Det afgørende er, at kunden er gjort bekendt med de risici, som der altid vil være i forbindelse med råvareinddækning på lange terminer.






































