Håb om højere halmpriser
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Al halm skal fremover købes på licitation for at sikre fair priser, men årets høst tegner til at ende under middel.
Den bagende sommersol og det efterfølgende skybrud i august ser ud til at trække mørke skyer ind over årets udbytte af halm.
- Det var først meget tørt, hvilket gav knapt så meget strå. Dernæst fik vi en våd høst, så jeg tror årets udbytte bliver 25 procent under det normale, skønner formanden for Danske Halmleverandører, Hans Stougaard.
Efter hvad Hans Stougaard har hørt, mener han, at cirka 25 procent af halmen er presset på landsplan. Det tal dækker dog over store regionale forskelle, understreger han.
I Sønderjylland har de da også presset langt over de 25 procent.
- De fleste har presset mellem 70 og 80 procent, fortæller formand for Halmleverandørforeningen for Syd- og Sønderjylland Hans Otto Sørensen.
Dette område byder dog også på lokale forskelle. Nogle har presset 50 procent, mens andre er færdige.
Hvordan indtjeningen bliver for halmleverandørerne er endnu uvist, men leverandørerne går en spændende tid i møde, efter at de nye regler om, at al halm, der skal sælges til kraftværkerne, skal sendes i licitation.
Leverandørerne sender tilbud til et neutralt sted, hvor repræsentanter fra kraftværker og halmleverandør åbner dem sammen. Så udvælger kraftværkerne de bedste tilbud.
- Sådan skal det foregå på et frit marked. Det er eksempelvis sådan elektrikere og murere får opgaver, så det er vi glade for, siger Hans Stougaard fra Danske Halmleverandører.
Set i lyset af de stigende udgifter til olie, lønninger og maskiner forventer han nu, at leverandører vil få en bedre pris for halmen end før.
Jørgen Hinge, som er specialkonsulent ved Landscentret og arbejder med halm til energiformål, fortæller, at de nye regler blev indført på grund af, at kraftværkerne tidligere kun accepterede de allerlaveste tilbud, og dernæst prøvede at presse prisen hos de øvrige leverandører.
- Det er vores klare indtryk, at de priser der blev handlet til sidste år, var markant under det, landmændene burde have, siger Jørgen Hinge.
Derfor udarbejder Landscentret også en hjælpende hånd til landmændene, så de kan udregne den rigtige pris, før de sender et salgstilbud til kraftværkerne. Vejledningen indeholder også forslag til, hvilken pris landmændene skal tage. En pris som er noget højere end det, de er vant til at få.
- Det her er ikke et forsøg på at presse prisen, men udelukkende et forsøg på at sikre, at landmændene får dækket alle deres udgifter, siger Jørgen Hinge.




































