Danske æbler på trapperne
(EFFEKTIVT LANDBRUG) NY HØST: Hvis vejret tillader det, går de danske frugtavlere i gang med årets æblehøst i denne uge.
Dansk Kernefrugt har lovet nye danske æbler i uge 34. Men måske kan forbrugerne allerede sætte tænderne i den populære spise i weekenden.
- Jeg tror faktisk, at de nye æbler kommer i denne uge. Jeg har fået meldinger fra avlere, som har planer om at plukke onsdag-torsdag, hvis vejret tillader det. Og så kan æblerne være ude i butikkerne til weekenden, siger frugtavlskonsulent Karen Linddal Pedersen, Frugt og Grønt Rådgivningen i Odense.
De første sorter, som kommer på markedet, er Discovery og gammeldags dansk Guldborg. Om fjorten dage følger Rød Gråsten.
Fra midten af september går det så løs med de rigtige efterårsæbler, der kan gemmes helt frem til jul. Her er de mest populære sorter Rød Ingrid Marie, Cox Orange og Elstar. Specielt Elstar er faldet i danskernes smag og har gennem de sidste 10 år oplevet en stor fremgang.
Karen Linddal Pedersen vurderer, at der er udsigt til en normalhøst i de danske æbleplantager. Der bliver ikke tale om nogen rekordhøst i år.
- Det var meget vådt og koldt i blomstringen. Træerne blomstrede tre-fire-fem uger i træk - noget vi ellers aldrig ser - men bierne var ikke ude, fordi vejret var så ustadigt, og det resulterede i en dårligere bestøvning, siger frugtsavlskonsulenten.
Til gengæld har æblerne de fleste steder profiteret af den varme sommer.
- Indtil for 14 dage siden var den varme sommer et stort plus for æblerne. Det var super. Men på de lokaliteter, hvor man ikke kan vande, blev det efterhånden for tørt, og her kan frugtstørrelsen godt gå hen og blive mindre end normalt.
- Til gengæld, fortsætter Karen Linddal Pedersen, så får æblerne en meget mere intensiv smag, fordi cellerne ikke er pumpet med væske. Så forbrugerne kan under alle omstændigheder se frem til nogle meget smagfulde æbler. Og de steder, hvor avlerne har kunnet vande, eksploderer æblernes vækst i øjeblikket, så her vil både størrelse og smagen, der blev sat i det fine sommervejr, gå op i en højere enhed.
Sæsonen har - udover tørke på lokaliteter, der ikke kan vandes - kun været præget af et enkelt alvorligt problem, nemlig viklere.
- Der har været mange viklerangreb, og viklerskader kommer til at reducere høsten betydeligt mange steder. De avlere, som har varslingsfælder sat op, som vi anbefaler, at man skal, de har styr på problemet. Men halvdelen af avlerne har ikke sat varslingsfælder op, fordi viklere ikke har været et problem de sidste fem år, fortæller Karen Linddal Pedersen.
- Det hævner sig nu, tilføjer hun. Jeg har set to plantager, hvor viklerangreb betyder, at hele høsten går tabt. Så alvorligt står det dog langt fra til alle steder, men de fleste steder, hvor man ikke har sat varslingsfælder op, er der tab på omkring 10 procent af høsten.
Markedsudsigterne for de danske æbler tegner ifølge frugtavlskonsulenten bedre end sidste år, hvor der lå mange tons langtidsholdbare æbler på lager i EU, som pressede de danske æbler i pris. I år ligger der ikke nær så mange æbler på lager, og frugthøsten i EU forventes at blive fem procent lavere end sidste år.
- Det øger afsætningsmulighederne for de danske æbler. Samtidig håber jeg, at de mange fødevareskandaler vil være til gavn for den danske produktion. De har gjort det mere attraktivt at købe ind lokalt, påpeger Karen Linddal Pedersen.
Det står samtidig fast, at dansk frugtavl er under pres. Det afspejler sig blandt andet i den strukturudvikling, der finder sted med rivende hast.
- I 2001 var der 1.783 hektar med æbler og 483 bedrifter. I 2004 var der 1.673 hektar og 386 bedrifter. På bare tre år har der med andre ord været en nedgang i antallet af avlere på over 20 procent, fortæller Karen Linddal Pedersen.
- Men vi ser også et nyt marked af hjemmeproducenter spire frem. Det er avlere med 10-15 hektar med frugt, som slår sig igennem på hjemmeproduktion og satser på »gastronomisk« høj kvalitet, siger frugtavlskonsulenten, men understreger, at som helhed er dansk frugtavl et presset erhverv.







































