Dyrlæger i gabestokken
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Den Danske Dyrlægeforening er dybt forarget over, at en journalist fra Berlingske Tidende har fået aktindsigt i informationer, der efter aftalen skulle være blevet mellem foreningen og Fødevarestyrelsen.
Tal om medicinforbrug blandt svinedyrlæger, der i går kom frem i Berlingske Tidende, skulle aldrig have været ud i offentligheden, mener formanden for Den Danske Dyrlægeforenings svinesektion, Jørgen Lindahl.
- Det er statistik, der giver statistikere grå hår i hovedbunden, for de er så komplicerede og kan så let fejlfortolkes. Derfor er vi oprigtigt kede af, at de er kommet ud til offentligheden, siger Jørgen Lindahl, som påpeger, at det ikke er fordi branchen har noget at skjule.
Tallene fremhæver 18 – unavngivne – dyrlæger, som har det største forbrug af medicin til slagtesvin i Danmark, og de stammer fra det såkaldte »Vetstat,« som er en database, hvor dyrlæger blandt andet indberetter deres forbrug af medicin.
- Der kan være et utal af forklaringer på, at netop disse dyrlæger har det største forbrug. For eksempel kan det ganske enkelt være fordi, de har flere kunder, og derfor er det helt urimeligt, at der nu køres en heksejagt på dem, siger Jørgen Lindahl.
Jørgen Lindahl overvejer nu, hvordan samarbejdet med de offentlige myndigheder skal foregå fremover.
- Det gør mildt sagt et fortsat samarbejde kompliceret, for det her minder om krigslignende tilstande. Hvis journalister kan få indsigt i disse tal, kan det næste blive, at nogen søger aktindsigt i de enkelte svineproduktioner, hvor der også kan være gode forklaringer på et højt medicinforbrug.
Dyrlæge Annette Cleveland Nielsen fra Fødevarestyrelsen ser derimod ikke noget problem i offentliggørelsen.
- Der offentliggøres i forvejen tal fra »Vetstat« i en årlig rapport, og dyrlægerne er ikke navngivne, siger Annette Cleveland Nielsen.