DLF-Trifolium skifter direktør
(EFFEKTIVT LANDBRUG) SKIFTEDAG: Efter 18 år på posten overlader administrerende direktør Aksel Nissen chefstolen i verdens største frøfirma DLF-Trifolium til salgsdirektør Truels Damsgaard.
Verdens største frøfirma får ny chef den 1. august.
Virksomhedens administrerende direktør gennem 18 år, Aksel Nissen, forlader topposten og DLF-Trifolium og vil fremover bruge sin viden og erfaring i forbindelse med nuværende og eventuelle nye bestyrelsesposter og andre opgaver.
Som ny administrerende direktør har bestyrelsen udnævnt Truels Damsgaard, 47 år, og salgsdirektør i DLF-Trifolium.
- DLF-Trifolium er en virksomhed, som har meget stor betydning for mig, og jeg har sat pris på hver eneste dag, jeg har fungeret som topchef. Men efter 18 år som administrerende direktør finder jeg, at det er tid til, at nye kræfter tager over, og jeg er glad for at overlade virksomheden til Truels Damsgaard, siger Aksel Nissen.
Aksel Nissen blev administrerende direktør i DLF-Trifolium i 1988 efter at have fungeret som økonomidirektør i Danske Landboforeningers Frøforsyning.
Med Aksel Nissen ved roret er DLF-Trifolium’s omsætning vokset fra 300 millioner kroner ved hans tiltrædelse til godt to milliarder kroner i det seneste regnskabsår. Dermed er selskabet suverænt verdens største producent og leverandør af kløver- og græsfrø.
- Aksel Nissens personlige egenskaber og store engagement har haft en uvurderlig betydning for DLF-Trifolium. Det er en virksomhed, som er godt rustet til fremtiden, som han nu overlader til den næste generation, og både andelshavere, medarbejdere og virksomhedens kunder har meget at takke Aksel Nissen for, siger bestyrelsesformand i DLF-Trifolium, Benny Kirkebække Christensen.
Det bliver salgsdirektør Truels Damsgaard, der fra den 1. august overtager posten som administrerende direktør.
- Truels Damsgaard har - med salg og markedsføring som ansvarsområde - sammen med Aksel Nissen udgjort direktionen siden 1995. Truels Damsgaard kender om nogen DLF og hele frøverdenen. Hans personlighed og hidtidige resultater gør ham selvskreven til posten som administrerende direktør.
- Jeg er sikker på, at Truels Damsgaard vil videreudvikle DLF på allerbedste vis, udtaler Benny Kirkebække Christensen.