Karantæneregler lempes formentlig fredag
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Fredag bliver formentlig dagen, hvor eksporten af svin til Tyskland bliver tilnærmelsesvist normaliseret.
Souschef i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard regner med, at hans møde i EU-Kommissionen torsdag eftermiddag munder ud i en delvis normalisering af svineeksporten til Tyskland.
- På mødet i Kommissionen torsdag vil jeg fremlægge forslag om, at det bliver muligt at aflevere svin til separationsstaldene i Tyskland. I disse stalde er der ingen kontakt mellem de danske og de tyske svin, og derfor er der ikke nogen grund til, at lastbilerne ikke må køre med svin 72 timer efter, svinene er afleveret, siger Stig Mellergaard.
Stig Mellergaard forventer, at hans forslag vil blive bakket kraftigt op af de hollandske mødedeltagere, og desuden har han en forhåndsaftale med EU-Kommissionen, som gør ham rimelig sikker på, at aftalen vil blive vedgået på mødet, og så er det kun et spørgsmål om en ændring i vedtægten, som kan klares inden fredag morgen.
Men ledende konsulent i Sønderysk Svinerådgivning, Hans Knudt Krag, vil se beslutningen, før han tror den.
- EU er noget af det mest forudsigelige, jeg kender, og beslutningen om de tre dages karantæne var fuldstændig ulogisk, for der er jo ingen mening med separationsstaldene, hvis man ikke tror på, de separerer svinene tilstrækkeligt til at stoppe smitte. Men hvis det holder hjem, vil det betyde en næsten normalisering af forholdene, siger Hans Knudt Krag.
Direktør for SPF-Danmark, Peter Skov Madsen, glæder sig over udsigten til lempelsen af karantænereglerne.
- Det er i rette tid, for hvis de regler var gældende meget længere, ville det formentlig betyde faldende puljepris for smågrisene, siger han.




































