Høj komfort med franske transmissioner
(EFFEKTIVT LANDBRUG) FRANSK FREMDRIFT: Fra Agco’s franske traktorfabrik i Beauvais ruller en lind strøm af Massey Ferguson ud til især europæiske kunder. Dyna transmissionerne viser nye veje for enkle betjeninger og komfortabel kørsel.
Da MF 5400 serien for kort tid siden blev lanceret med Dyna-4 transmission blev det også for førere i denne modelrække muligt at placere venstre fod i absolut hvilestilling. Med venstre hånd på rattet og et par strittende fingre manøvrerer han nemt og hurtigt traktoren i frem- og tilbagegående retning.
I fire trin kan traktorføreren med højre hånd på den elektroniske gearvælger på højrekonsollen regulere hastigheden i bekvemme skift op igennem gearene. Et særligt raffinement ved Dyna-4 transmissionen er nemlig den såkaldte »Speedmatching«, som netop tjener til at finde den perfekte balance mellem motoromdrejningstal, fremkørselshastighed og belastning, alt sammen for at sikre traktorføreren en behagelig arbejdsplads og holde traktoren i glidende bevægelser.
Dyna-4 transmissionerne til MF 5400 serien fremstilles alle på fabrikken i Beauvais. Det samme er også tilfældet med Dyna-6 transmissionerne, der findes i MF 6400 serien.
Udover de kendte faciliteter fra Dyna-4 har storebror Dyna-6 transmissionen et par ekstra faciliteter. Blandt andet er det muligt at indstille, hvor aggressivt tilkoblingen foregår, når der skiftes fra frem og tilbage, eller der sættes i gang under belastning.
Dyna-6 transmissionen 24x24 transmissionen findes i en 40 km/timen version og har for de to største i 6400-serien, MF 6485 og MF 6499 autodrive og 50 km/timen gearkasse.
Den trinløse transmission i 7400 og 8400 modelrækkerne benævnes Dyna VT CVT og har umiskendelige ligheder med de ligeledes Agco-ejede Fendt transmissioner. Selv om den såkaldte hardware, der ligger gemt inde i transmissionens støbejernsskjul, angiveligt er kendt Fendt Vario-teknologi, fraviger betjeningen ikke klassiske Massey Ferguson dyder.
Den logik, hvormed softwaren og betjeningsgrebene kontrollerer de roterende dele i MF-kroppens indre, er kendetegnet med enkle og logiske procedurer. Selv om netop denne transmission er leveret til Beauvais-fabrikken fra Tyskland, vil betjeningen ikke forekomme fremmed for MF-kendere. Kun vil de kunne glæde sig over absolut trinløs fremdrift.
På Agco’s franske traktorfabrik i Beauvais ruller op mod 100 lastvogne ind og ud af porten hver dag. Der ankommer motorer fra Perkins og Sisu, og der ankommer trinløse transmissioner fra Fendt for blot at nævne de største underleverandører. Og ud af portene ruller i samme hast færdige traktorer og ikke mindst transmissionssystemer til andre traktorfabrikker.
85 procent af de 16.500 traktorer, der i 2005 rullede ud af den franske fabrik i 2005, var i den velkendte røde Massey Ferguson dragt. Men der er også andre kulører, orangerøde Agco traktorer til det amerikanske marked, gule Challenger traktorer til henholdsvis Østeuropa og USA, mens japanerne sågar får dem i en blå version. Alle sammen er de dog bygget i Beuvais og antager kendte Massey Ferguson former.
Og stærkt skal det gå for de 2.100 medarbejdere på fabrikken. Der budgetteres med en stigning til 18.500 traktorer i 2006. Eller hen ved 75 traktorer pr. arbejdsdag.
Selv om det kan øge forvirringen omkring traktormærkerne, bør det i sandhedens navn frem, at Agco ikke er eneejer af transmissionsfabrikken i tilknytning til det store fabriksanlæg i Beauvais. De transmissionssystemer, der hos Massey Ferguson er kendt som Dyna 4 og Dyna 6 bygges af GIMA, som er et selskab, hvor også Renault og dermed Claas er medejer.
Dermed er det også en kendsgerning, at der sidder GIMA-producerede transmissioner i en del Claas traktorer.







































