Sjællænder vil tredoble sin svineproduktion
(Effektivt Landbrug) Skønt de største udvidelser af svineproduktionen angiveligt sker i Vestdanmark, er der også sjællandske svineproducenter, der tror på fremtiden. Jan Knudsen ved Jyderup er en af dem.
For blot to år siden firedoblede Jan Knudsen, Jyderup, sin svineproduktion fra 50 til 210 søer, og nu udvider han formentligt igen. Håbet er at få lov til at gennemføre en planlagt tredobling af soholdet til 630 årssøer. Til gengæld må den årlige produktion af slagtesvin reduceres fra 3.500 til 1.800 slagtesvin og gårdens udspredningsareal øges fra cirka 130 til 200 hektar.
Lige nu afventes amtets godkendelse, som burde foreligge i februar, og efter at projektet har været i høring, håber Jan Knudsen på at kunne gå i gang med byggeriet til sommer.
Årsagen til en planlagte udvidelse af soholdet er primært at få noget mere socialt liv i dagligdagen, for Jan Knudsen har fået nok af at færdes alene i den cirka 4.000 kvadratmeter store stald.
Desuden vil flere ansatte gøre produktionen mindre følsom overfor sygdom og lignende. Derfor er det hensigten, at der skal ansættes tre medarbejdere - en driftsleder, en medhjælper og en elev, som stort set får lov at passe besætningen selv.
- Dermed bliver det kun nødvendigt, at jeg går i stalden, når der er særligt meget at lave. Det vil frigøre mere tid, så jeg kan være mere med i marken og samtidig kan få nogle af de ting gjort, som jeg desværre bliver nødt til at springe over i dag, fortæller Jan Knudsen.
Med udvidelsen af sobesætningen forlænges den eksisterende xx meter lange stald til det tredobbelte. Med 42 ekstra meter i hver ende, får stalden en længde på 130 meter.
I den ene ende af stalden forlænges farestalden med tre sektioner med godt fyrre farestier i hver, så farestalden kommer op på mere end 200 stipladser.
Den modsatte ende, som indeholder smågrisestald og transponderstald til drægtige søer udvides tilsvarende, så der bliver plads til cirka 2.500 smågrise og en udvidet transponderstald med plads til 200 søer.
Endelig bliver det også til 7-8 sygestier med dybstrøelse foruden de fem sygestier, der i forvejen er etableret.






































