Piger er bedre til at passe grise end drenge.

Vi lader »billedet« stå et øjeblik. Men det bliver kort. For Dorit Kjøller, der selv har det daglige ansvar for 600 søers velbefindende, er ikke bange for at aflive myten om sit køns overlegenhed udi kunsten at passe grise.

- Det er en lidt opblæst myte. Vi har både haft piger og drenge i farestalden, og de har hver deres kvaliteter. Pigerne er lidt mere omsorgsfulde. Drengene er lidt mere resultatorienterede. Et mix af de to køns fortrin er faktisk den allerbedste »medicin« i stalden, mener Dorit Kjøller, der sammen med sin mand Anders og fire faste medarbejdere driver Aagaarde i Ejlskov på Nordfyn.

- Men, tilføjer hun om kønnenes forskellighed, det er da rigtigt, at nogle pigers omsorgsgen er så veludviklet, at de næsten kan se, at en gris bliver syg, dagen før den gør det. Til gengæld er drengene bedre til håndtere skruetrækker og svejseapparat, når den løbende vedligeholdelse skal passes. Derfor går jeg som udgangspunkt efter nogen, der er gode til at arbejde i et team, når jeg ansætter medarbejdere. Men i sidste ender handler det om at få de bedste, uanset køn.

Fundamentet for den nuværende produktion på Aagaarde blev lagt i 1995, da Dorit og Anders købte ejendommen i fri handel. Dengang husede staldbygningerne 300 søer og en mindre produktion af slagtesvin.

- I 1998 var drægtighedsstalden så nedslidt, at vi skulle finde ud af, hvad vi ville. Det blev til en fordobling af soantallet med produktion af 30 kg grise. For fire år siden søgte vi så om tilladelse til at bygge en slagtesvinestald, og efter en langvarig sagsbehandling blev projektet godkendt, så vi i sommer kunne sætte de første grise ind i den nybyggede stald, fortæller Dorit Kjøller.

For at tillade byggeriet af slagtesvinestalden krævede myndighederne, at der skulle sættes luftrensning på anlægget. Det blev der så. Et hollandsk fabrikat, fordi hollænderne ifølge Dorit Kjøller har flere års erfaring med luftrensning, end vi har i Danmark.

- Indtil nu ser det ud til at virke, når det gælder ammoniakken. Der blev også sat et lugtmodul på anlægget. Det var ikke noget, vi blev pålagt, men noget firmaet gerne ville sætte op for at afprøve det. Det har dog ikke rigtig nogen effekt. Det lugter godt nok ikke af gris. Men det er ikke lugtfrit, fortæller den nordfynske svineproducent, som tilføjer, at både amtet og Den rullende Afprøvning nøje følger med i, om luftrensningsanlægget virker efter hensigten.

Aagaarde hører til den voksende gruppe af svinebedrifter, som er selvforsynende med foder.

- For halvandet år siden dannede vi sammen med to andre landmænd - en svineproducent og en kvægproducent - et selskab og satte et blanderi op i den gamle FAF foderstof i Kattebjerg. Det giver selvfølgelig noget mere arbejde, men nu, hvor det kører, som det skal, er vi meget glade for at være selvforsynende med foder, fortæller Dorit Kjøller.

Foderfabrikken giver nogle fordele, som man ikke har, når man er bundet af en foderkontrakt.

- Har vi for eksempel et problem i farestalden, så kan vi tage telefonen og få en snak med vores svinekonsulent om tingene. Bagefter kan vi gå ud og dreje på knapperne og ændre fodersammensætningen, så grisene får den rigtige blanding. Det er en frihed, som er rar at have, mener Dorit Kjøller og tilføjer, at foderfabrikken også har været en god investering:

- Andre, som laver gårdanlæg til hjemmeblanding af foder, investerer ofte to-tre millioner kroner i projekterne. Vi har ikke bundet mere end 300.000-400.000 kroner pr. næse, så investeringen er faktisk allerede tjent ind.

Dorit Kjøller tror på en fremtid som svineproducent i Danmark, selv om den negative omtale af erhvervet undertiden får hende til at slukke for radioen eller fjernsynet, når en ny »miljøkatastrofe« eller dyreværnssag ruller i æteren.

- Det er nok sagerne om dyrevelfærd, der rammer mig hårdest. Jeg synes, vi behandler vores dyr ordentligt. Jeg kan i hvert fald stå inde for det, vi gør. Vores dyr lider ikke. Men der er selvfølgelig altid nogen, der laver noget skidt - for eksempel i forbindelse med dyretransporter. Men i det store og hele er tingene i orden, mener hun.

Dorit Kjøller tror også, at der kan tjenes penge på svineproduktion i fremtiden. Derfor har hun og Anders planer om at udvikle deres bedrift yderligere.

- Vi har nået målet om at kunne fede alle vores grise selv hurtigere end beregnet. Men vi er ikke færdige. Vi vil gerne købe en gård mere, så vi kan få plads til nogle flere søer her og så flytte smågrisene væk fra ejendommen, fortæller hun.

- Vi vil også gerne have noget mere jord. Men jord er dyr i øjeblikket. Vi kan ikke rigtig sætte et regnestykke op, hvor 250.000 kroner pr. hektar giver overskud. Så hvis nogen kan fortælle os det, vil det være fint, ler Dorit Kjøller, der sigter mod en bedrift med cirka 1000 søer.

- Flere har jeg ikke lyst til at have. Der skal være en fornuftig balance mellem indtjening og effektivitet, og den ligger et sted omkring 1000-1200 søer, tror jeg. Indtjeningen skulle gerne blive bedre, når man øger antallet af søer. Ellers er der ingen ide i det, siger den nordfynske svineproducent.

TEKST: EBBE MORTENSEN