Trods slagterilukning, stramme miljøregler og en fortsat utilfredsstillende prisudvikling var torsdagens årsmøde i svinebrugsudvalget og Svinebrugskontoret LandboFyn alligevel præget af en vis optimisme. Ganske enkelt fordi resultaterne fra årets effektivitetskontrol klart viste, at svineproducenterne er blevet dygtigere!

Samtidig med at soholdernes gennemsnitlige besætningsstørrelse er steget fra 373 til 420 årssøer, er antallet af producerede grise pr. årsso steget fra 24,1 til 24,8, mens landsgennemsnittet ligger på 23,9 producerede grise pr. årsso.

Også for slagtesvineproducenterne har det forløbne år budt på fremgang. Således er antallet af producerede svin steget med ikke mindre end 8 procent - fra i gennemsnit 4.381 i 2004 til 4.779 i 2005. Og med et uændret foderforbrug på 2,86 FEsv pr. kg tilvækst er den gennemsnitlige daglige tilvækst steget med 19 gram til 850 gram.

Traditionen tro blev de mest effektive producenter præmieret med diplomer og vingaver på årsmødet på LandboFyn.

Bedst blandt soholderne blev for andet år i træk Søren Melvej, Pederstrup, med 31,6 producerede grise pr. årsso. På andenpladsen kom Kristen Pilegaard, Vedby, med 28,4, tæt fulgt af Michael Rasmussen, Flemløse, med 28,2 producerede grise pr. årsso.

Førstepladsen blandt slagtesvineproducenterne blev besat af Peter Nielsen, Ebberup, som med produktion i en lejet stald i Sønderby Bjerge for første gang var med i E-kontrollen. Han toppede med en daglig tilvækst på 1.010 gram og et foderforbrug på 2,69 FEsv pr. kg tilvækst. Nr. 2 blev Peder Jonasson, Blangstrup, med en daglig tilvækst på 997 gram og 2,62 FEsv pr. kg tilvækst. På trediepladsen kom Jan Lindemann, Hundslev, med 974 gram daglig tilvækst og 2,71 FEsv pr. kg tilvækst.

TEKST & FOTO: ANDERS KURT SIMONSEN