- Det virker ikke logisk at begrænse arbejdskraften fra de nye EU-lande. Allerede nu kan vi mærke presset fra et overophedet arbejdsmarked, så derfor kan Østaftalen i sidste ende betyde outsourcing af virksomheder og produktioner, der ellers kunne være levedygtige i Danmark.

Det siger medlem af Landbrugsraadets præsidium, Bent Juul Sørensen, efter at et diskussionsoplæg fra Det Økonomiske Råd i går pegede på, at et presset arbejdsmarked kan true dansk økonomi og vækst.

Rådet forudser en arbejdsløshed, der falder fra 158.000 i år til 143.000 næste år, og det vil dermed være tæt på niveauet fra årsskiftet 2001-02, som er det laveste niveau siden begyndelsen af 1970’erne.

Tallene får Bent Juul Sørensen til at foreslå, at Østaftalen bliver afskaffet hurtigst muligt.

- Det vil samtidig lette presset på de landbrug, der beskæftiger østeuropæisk arbejdskraft, fastslår han.

Cheføkonom i Landbrugsraadet, Leif Nielsen, siger, at de samfundsmæssige konsekvenser af østeuropæernes dårligere muligheder for at arbejde i Danmark slår igennem på den enkelte landmands bundlinje.

- Risikoen for mangel på arbejdskraft i bygge- og anlægssektoren samt i forarbejdningsleddet er afgørende for hele jordbrugets værdikæde, og det påvirker dermed også landmændenes økonomi, hvis lønudgifterne begynder at stige som følge af et mere presset arbejdsmarked, siger han.

En lettere adgang til østeuropæisk arbejdskraft vil også generelt gøre livet lettere for det primære landbrug, vurderer Bent Juul Sørensen og Leif Nielsen.

Ifølge en stikprøve blandt 500 ledige har 81,5 pct. af de ledige IKKE overvejet at søge job i landbruget. Undersøgelsen, der er refereret i magasinet FoodCulture, er foranlediget af Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere.