Formanden for Produktionsudvalget under Dansk Slagtefjerkræ, Bo Wieck-Hansen, er nervøs ved tanken om, at der reelt kun vil være ét rugeri-selskab tilbage i Danmark, efter at A/S Holmegårds Rugeri 1. juli blev opkøbt af den hidtidige konkurrent DanHatch A/S.

- Jeg hilser det velkomment, at Holmegårds Rugeri forbliver på danske hænder, da det er et anerkendt anlæg, men vil også følge det nye selskab med stor opmærksomhed, især med hensyn til prisen på daggamle kyllinger, siger produktionsudvalgs-formanden, og tilføjer:

- På grund af Salmonella-handlingsplanen har vi producenter ikke legal mulighed for at købe udenlandske kyllinger. Men rugeriet kan eksportere alle de kyllinger, de vil, og derfor står vi i en fastlåst situation, som vi ikke bryder os om. En henvendelse til konkurrencestyrelsen kan vejlede os et stykke af vejen, siger Bo Wieck-Hansen, der i yderste konsekvens kan blive nødt til at kalde sammen til et stormøde blandt producenterne for at drøfte de fremtidige konsekvenser.

Formanden for Danhatch, Christian Junker, lover slagtekyllingeproducenterne, at synergieffekterne fra opkøbet vil komme dem til gode, og at priserne på de daggamle kyllinger på sigt vil falde.

- Samtidig matcher de danske priser de udenlandske allerede nu, så vidt jeg er orienteret. Og 80 procent af aktionærerne bag Danhatch er andelsselskaber ejet af landmændene, så Bo Wieck-Hansen behøver ikke at være nervøs, siger Christian Junker.

Blandt ejerne er Dansk Landbrugs Grovvareselskab a.m.b.a., Østsjællands Andel a.m.b.a., Hedegaard A/S og Aarhusegnens Andel.