Biller stikker snuden i kornet
(Effektivt Landbrug) PAS PÅ: Kornsnudebiller og andre skadedyr i oplagret korn kan koste dyrt.
Mange landmænd har stiftet bekendtskab med den lille 2,5-5 millimeter lange kornsnudebille, der er et almindeligt skadedyr i kornlagre.
Det skal forebygges.
- Tomme lagre og siloer, hvor der har været kornsnudebiller, bør rengøres grundigt og eventuelt pudres med malathion i revner og sprækker, inden det nye korn kommer ind, påpeger Landscentret.
Mindre kornpartier med angreb af skadedyr kan iblandes max. 250 gram 4 procents malathionmiddel pr. 10 hkg korn. Midlet skal fordeles jævnt – for eksempel ved opblanding mens kornet er i bevægelse (kornsnegl). Større kornpartier med angreb af skadedyr kan behandles med visse 45 procents malathionmidler, som påsprøjtes med et specielt apparatur, mens kornet er i bevægelse.
Større anlæg og større kornpartier kan eventuelt gasses (phosphorbrinte), men denne form for bekæmpelse må kun foretages af personer, der har særlig tilladelse til dette, og må ikke foregå ved temperaturer under 10 graders varme.






































