Ibrugtagning af nyt korn kan blandt andet give problemer såsom nedsat reproduktion, svag brunst, svagtfødte grise, flere dødfødte grise, samt øget dødelighed i smågrise- og slagtesvinestald. Men tildeling af ekstra E-vitamin kan dog angiveligt løse disse produktionsproblemer.

Problemerne skyldes ofte ibrugtagningen af nyt korn, der indirekte »æder« E-vitaminet, inden det lander i krybben. Det skyldes enzymaktivitet i kornet, som stadig er »levende« de første 3-4 uger efter høst.

Grise optager naturligt E-vitamin (d-alfa-tokoferol) bedre, end det acetatbundne E-vitamin, der normalt findes i svinefoder. Men hvis man beslutter at supplere med tildeling af ekstra E-vitamin i form af naturligt E-vitamin, skal man være opmærksom på, at naturligt E-vitamin kan være mange ting. Dels plejer der at være stor forskel på priserne på naturligt E-vitamin, og dels er det forskelligt, hvor meget naturligt E-vitamin, de forskellige produkter indeholder.

Når man hjemtager priser inden køb, er det derfor hverken kilo eller liter, der skal sammenlignes. Det er prisen pr. i.e. d-alfa-tokoferol, der skal sammenlignes.