Fyn får et halmværk
(LANDBRUG FYN) HALM: De fynske landmænd fik en god nyhed på dyrskuet.
Fynsværket får et halmanlæg. Hvis alt går vel, kan det stå færdigt i 2008.
Kort før formanden for De fynske Landboforeninger, Niels Hansen, i fredags gik på talerstolen for at åbne det fynske dyrskue, kimede hans mobiltelefon den gode nyhed ind. Landboforeningernes formand betegner det som »en særdeles glædelig nyhed for fynsk landbrug«.
- Det skaber værditilvækst for landmændene. Samtidigt betyder det, at landbruget kan spille en positiv rolle med henblik på at nedbringe CO2 udslippet, siger Niels Hansen, der i sin dyrskuetale netop efterlyste innovation og nye anvendelsesmuligheder for landbrugets produkter.
- Vi har halm til kraftvarmeværker. Vi har roer og raps til produktion af flydende brændstof. Hvis bare vi udnytter disse produkter, vil de kunne fortrænge fossile brændstoffer og derved opnå en betragtelig reduktion af CO2 udslippet, lød det i åbningstalen på dyrskuet.
Niels Hansen kom også ind på miljøpolitikken.
- Miljøpolitikken spiller en stor rolle som et rammevilkår i landbruget. Vi kan med glæde og stolthed konstaterer, at landbruget fuldt og helt har levet op til Vandmiljøplan 1 og 2, sagde han og fortsatte:
- Vi har sagt ja til VMP 3, som er en forløber for Vandrammedirektivet. Vi har god kontakt til amtet og har givet vores input til Regionsplan 2005-2013, hvor vi blandt andet har ønsket nærmere specificeret, hvor landbruget kan udvikle sig fremover.
Også landbrugets lugtproblemer blev berørt.
- Lugtgener er et problem, som vi tager særdeles alvorligt. Der arbejdes med målemetoder, så man bliver i stand til at sætte tal på problemet. Der forskes og forsøges i løsninger. På Fyn har vi en virksomhed, der har udviklet en løsning, nævnte landboforeningsformanden, som pegede på, at nye staldanlæg bør hilses velkommen:
- Det betyder bedre dyrevelfærd, bedre arbejdsmiljø, mindre lugt og bedre forhold for miljøet. Nye stalde er en betingelse for, at landbruget kan være et stort aktiv for det danske samfund.
Fremtiden kommer af sig selv, lød det fra Niels Hansen. Nogle ting lader sig ikke ændre, men de fleste ting kan påvirkes, hvis man gør en aktiv indsats herfor. Og det har landbruget tænkt sig at gøre.
- Vi har valgt at præge udviklingen i retning af en meget effektiv og kvalitetsbevidst fødevareproduktion. Det er lykkes i en sådan grad, at vi i dag har den mest effektive landbrugsproduktion i EU. Vore enheder hører til de største, og kvaliteten er i top, sagde formanden, som gerne ser en mere markedsorienteret verdenshandel - men uden nationale skattekroner i ryggen.
- Vi skal selvfølgelig tro på, at det lykkes, men vi skal ikke på forhånd være så godtroende, at vi lukker øjnene for, at rigtig mange lande har en stor interesse i at beskytte deres egen landbrugsproduktion og dermed er villige til at støtte deres landbrug nationalt.
- Vi vil være meget opmærksomme på, at det ikke kører skævt, noterede Niels Hansen.
TEKST: EBBE MORTENSEN