Landmænd og maskinstationer over hele Fyn har oplevet massive forsyningsproblemer, når det gælder flydende gødning og ammoniak her i foråret.

Flere steder er forårsarbejdet gået helt i stå, mens man venter på de våde varer. Andre har i stedet valgt at tilføre faste næringsstoffer frem for at gå i venteposition.

Hos LandboFyn er planteavlskonsulent Ove Englund i de seneste dage blevet kimet ned af medlemmer, der ønsker råd om, hvad de skal gøre i den aktuelle situation.

- Spørgsmålet er, om firmaerne overhovedet er i stand til at levere varen, når vi taler flydende gødning og ammoniak.

- Som det har kørt – eller snarere ikke kørt – i år, vil jeg klart anbefale mine medlemmer, at de overvejer at ændre strategi, og vælger flydende gødning og ammoniak fra i gødningsplanen, siger Ove Englund til Landbrug Fyn.

- Kan vi ikke være sikre på, at varerne er fremme, når vi skal bruge dem, så kan vi ikke planlægge noget som helst. Og jeg synes, det er for ringe, at foråret hvert eneste år kommer bag på leverandørerne.

- Det er simpelthen ikke godt nok at gemme sig bag undskyldninger om et pludseligt forår.

Ove Englund understreger, at han ikke har det mindste imod flydende gødning og ammoniak fagligt set.

- Det er glimrende produkter. Men hvad nytter det, hvis ikke vi kan få produkterne til tiden?

- Hvis ikke vi kan være 110 procent sikre på, at vi har produkterne til vores rådighed, er det bare ikke godt nok, påpeger konsulenten hos LandboFyn.

En af dem, der har kigget langt efter flydende ammoniak i år, er landmand og maskinstationsejer Henning Hansen, Nr. Højrup Maskinstation mellem Bogense og Otterup.

- Vi har holdt helt stille i de seneste to dage, fordi vi mangler ammoniak. Aktuelt er vi kun halvvejs med nedfældningen af ammoniak, forklarer Henning Hansen over telefonen torsdag eftermiddag.

Maskinstationen skal nedfælde 40-50 tons NH3 på de nordfynske marker her i foråret. Men ikke alle har villet vente på ammoniakken i flydende form.

- Vi har et par kunder, som har droppet den flydende ammoniak til fordel for fast gødning. De ville simpelthen ikke vente længere, forklarer Henning Hansen.

Han tilføjer, at vognmanden havde lovet, at der natten mellem torsdag og fredag ville blive leveret noget ammoniak, så Henning Hansen og hans folk kunne komme i marken i weekenden, hvis vejret tillod det.

Vognmanden gør, hvad han kan, påpeger den nordfynske maskinstationsejer, og tilføjer:

- Herude i marken kan man jo forestille sig meget. Men vi går da og snakker lidt om, at der måske er nogen i markedet, der har en interesse i at sælge noget fast gødning på bekostning af de flydende produkter. Det kunne i hvert fald se sådan ud.

Hos Yara, det tidligere Norsk Hydro, er man fuldt ud klar over, at der er meget store forsyningsproblemer på ammoniaksiden netop nu.

Salgschef Bjørn Lisbjerg understreger over for Landbrug Fyn, at man knokler i døgndrift på at løse forsyningsproblemerne.

Problemerne udspringer af, at anlægget Lyngsodde ved Fredericia er lukket, hvorefter al ammoniakken har skullet transporteres fra produktionsstedet i Tyskland til omlastning i Aalborg og videre ud i Danmark.

- Den del er gået helt galt i år. Det erkender vi blankt. Det, der er sket, er simpelthen ikke godt nok. Jeg vil dog gerne understrege, at alle i branchen gør alt hvad de kan for at finde en løsning på problemerne. Og når folk læser disse linier, kan løsningen være nået frem i form af et skib, siger Bjørn Lisbjerg.

Et af hovedproblemerne for Yara har været, at transportkapaciteten fra de tyske jernbaner har været under det halve af, hvad man var stillet i udsigt, forklarer salgschefen.

- Oveni kommer, at man ikke må transportere ammoniak op gennem Tyskland på lastbiler. Men vi har døgnbemanding på, så vi kan få transporteret ammoniakken fra Aalborg og ud så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre.

- Samtidig må vi også sige, at mens vi normalt leverer ammoniakken over fem uger i Danmark, har vi i år oplevet, at det hele har skullet leveres på to uger. Og når så tingene ikke flasker sig i logistikken, går det galt. Det beklager alle i branchen dybt. Men jeg er sikker på, at det her ikke gentager sig igen næste år. For der tabes så mange penge, og topledelserne i alle selskaber, der levere flydende ammoniak, er 100 procent fokuserede på at arbejde sammen så vi undgår en gentagelse, siger Bjørn Lisbjerg.

Hos FAF på Fyn og i DLG’s hovedsæde på Axelborg understreger man, at forsyningen af flydende ammoniak har været katastrofalt ringe i år.

- Det er simpelthen uacceptabelt. Vi kan ikke leve med sådan en situation, siger FAF souschef Henning Jakobsen og gødningschef Jan Nielsen fra DLG samstemmende.

- De understreger dog begge, at forsyningssituationen, hvad flydende gødning angår, er forløbet anderledes fornuftig.

- Der er og har været pres på, når vi taler flydende gødning. Men de bestilte varer kommer frem, hvis de er bestilt i tide. Så er der forsyningsproblemer med flydende gødning, i stil med dem vi oplever på ammoniaksiden, er det ikke hos os, forsikrer man fra FAF og DLG.

TEKST: JACOB LUND-LARSEN