En landmand fra Tommerup har gjort Landbrug FYN’s redaktion opmærksom på, at der er en fejl i den trykte vejledning, som fra Direktoratet for FødevareErhverv er sendt ud sammen med ansøgningerne om betalingsrettigheder og EU-støtte i henhold til enkeltbetalingsordningen.

Det drejer sig om adressen til Fødevareministeriets markkort på Internettet. Både på side 5 og side 8 i vejledningen er der angivet fejlagtige internet-adresser. På side 5 er angivet, at man kommer frem til det elektroniske markkort ved at taste »http://-glr-chr.dk«, og på side 8 er adressen angivet som »http://markkort-glr-chr.dk«.

Den pågældende landmand har indtastet de anførte adresser flere gange, men er hver gang blevet mødt med en melding om, at adressen er forkert. Derpå prøvede han at søge efter »markkort« på søgemaskinen Google, og her kom straks den rigtige adresse, som er: http://markkort.glr-chr.dk

Så hvis andre har haft problemer med at finde Fødevareministeriets markkort, er forklaringen altså her. Og da torsdag den 21. april er sidste frist for indsendelse af ansøgningsskema, markkort m.v., er det jo ikke hensigtsmæssigt, hvis man løber ind i alt for mange blindgyder!