Få en økonomisk vejrudsigt ved landbrugsseminar på torsdag
(Effektivt Landbrug) BG Bank inviterer til informationsdag, hvor menuen står på fortid, fremtid, fødevarer, økonomi og landbrugslov.
Har landbrugserhvervet overhovedet en fremtid i Danmark?
Det er der givet mange, som spørger sig selv om i disse år. Og har man endnu ikke fundet svaret, var det måske en ide at tage til BG Banks landbrugsseminar på torsdag, den 28. oktober, på Østergaards Hotel i Herning.
Her vil en række eksperter således komme med deres bud på, hvordan fremtiden tegner for landbrugserhvervet og dets udøvere. Blandt indlederne er godsejer Britta Schall Holberg, Hagenskov Gods, som vil give sit personlige bud på, om landbruget reelt har indflydelse på den førte politik her i landet i dag. Hun kommer samtidig ind på, hvilken politisk og økonomisk betydning, landbruget vil få i fremtidens Danmark.
Herefter bringer BG Banks cheføkonom, Anne Buchardt, en frisk økonomisk vejrudsigt for landbruget. I sit indlæg kommer cheføkonomen blandt andet ind på, hvilke tendenser fra verdensøkonomien og fra den danske økonomi, som vil påvirke landbruget i de kommende år.
Efter den økonomiske gennemgang tager forsker ved Fødevareøkonomisk Institut, Sinne Smed over. Hun er specialist på fødevareområdet, og vil tale over emnet fødevareefterspørgsel i Danmark og komme ind på emner som kvalitet og fødevaresikkerhed.
Advokat Lars Langhoff slutter landbrugsseminaret af med at forklare, hvilke muligheder den nye landbrugslov giver og kommer med bud på lovens muligheder og begrænsninger.
Landbrugsseminaret i Herning begynder klokken 10 og afsluttes klokken 13, hvor BG Bank er klar med et let traktement.