Der er en ældgammel og nyttig tradition blandt mælkeproducenterne gantes om at fremhæve deres favoritter, når det gælder kvægrace. Og som oftest er der sammenhæng i tingene – de færreste kvægfolk bruger svulstige superlativer om en anden race end den, der uden undtagelse fylder stalden derhjemme.

Også kvægbrugernes ypperste rådgivere inden for hver race følger trop og bruger anprisninger som ved filmverdenens Oscaruddelinger. Ingen kan være i tvivl om, at der både er hjerteblod og et konkurrencemoment til stede. Det fornemmes i foromtalerne af de fire malkeracer, SDM-Dansk Holstein, RDM-Rød Dansk Malkerace, DRH-Dansk Rødbroget Holstein og Dansk Jersey op til kvægudstillingen i Hal Q på Agromek i næste uge.

Fra de fire avlslederes foromtale af elitedyrsudstillingen i Hal Q under Agromek kan man forvisse sig om deres loyalitet over for racen og dens brugere i dansk mælkeproduktion:

- RDM-Rød Dansk Malkerace - er det sunde alternativ i dansk kvægbrug. På en række områder er racen væsentligt bedre end andre racer. Det gælder blandt andet på antal yverbetændelser pr. årsko, celletal, sygdomme, levendefødte kalve og lette kælvninger, siger Lisbet Holm, Kvægavlsforeningen Dansire, der har det daglige ansvar for avlsarbejdet i RDM.

Om SDM-Dansk Holstein siger den ansvarlige for avlsarbejdet, landskonsulent Keld Christensen:

- Ydelsesfremgangen ser ikke ud til at tage nogen ende, selv om besætningerne bliver større og større, og tiden til pasning af den enkelte ko bliver tilsvarende mindre. SDM-køerne yder fortsat mere og mere.

- Både ydelse og besætningernes størrelse er øget kolossalt over de seneste 50 år, tilføjer han.

- I det nyligt afsluttede kontrolår 2002-2003 satte Dansk Jersey atter mange nye rekorder, og fremgangen har generelt været større end nogensinde tidligere, fastslår avlslederen for Dansk Jersey, Peter Larson, Kvægavlsforeningen Dansire og bemærker dertil, at 14 af racens 20 højstydende køer er fra større løsdriftstalde.

- Det dokumenterer, at Jersey-køer er robuste og klarer sig godt i moderne stalde, konkluderer han og fortsætter:

- De udstillede elitekøer er alle særdeles gode repræsentanter for Dansk Jerseys avlsmål 2010, hvor vi sætter fokus på afbalancering af høj ydelse, funktionelt eksteriør og på at fastholde Jersey som den sundeste og mest holdbare af alle racer af malkekvæg.

Den mindste udbredte malkerace, der kun udgør omkring en enkelt procent af malkekøerne i Danmark, DRK-Dansk Rødbroget Holsten, har også fuld opbakning fra sin avlsleder, Poul Bech Sørensen, Kvægavlsforeningen Dansire.

- DRK-køerne har præsteret en imponerende ydelsesfremgang i det forløbne år. Der er stor opmærksomhed på de bedste rødbrogede besætninger og på de bedste enkeltdyr, der præsterer nogle resultater, som er fuldt på højde med resultaterne i andre malkeracer.

- DRH-køer er robuste og holdbare køer med roligt temperament, hurtig malketid og et højt indhold af fedt og protein i mælken - egenskaber, som mange kvægbrugere efterspørger, fastslår han og konstaterer en fremgang for racen både i antallet af malkekøer og i antallet af insemineringer.

- Flere og flere sortbrogede Holstein-køer bliver nu insemineret med rødbrogede Holstein-tyre, fordi DRH er et alternativ til sortbroget Holstein.

I alt præsenteres 150 eliteavlsdyr af malkekvæg og kødkvæg i hal Q på Agromek, der også rummer afkomsgrupper efter toptyre af malkeracer og kødkvæg. I hallen vil avlsorganisationerne være repræsenterede for orientering om de enkelte racer og avlsspørgsmål i dansk kvægbrug.

Hal Q benyttes desuden til fremvisning og bedømmelse af cirka 100 køer på det, der benævnes Vinterdyrskuet for RDM og afholdes tirsdag 20. januar i tilknytning til Agromek-udstillingens første publikumsdag.

For SDM interesserede holdes en auktion over avlsdyr onsdag 21. januar om aftenen.

Senere på ugen benyttes hal Q til fremvisning og bedømmelse af cirka 250 dyr på det traditionelle vinterdyrskue for kødkvæg, der holdes fredag 23. og lørdag 24. januar.

Hal Q

SDM 20.115 kg 859 kg 618 kg 1.476 kg

RDM 15.912 kg 720 kg 589 kg 1.309 kg

Dansk Jersey 11.562 kg 765 kg 502 kg 1,267 kg

DRH 15.341 kg 723 kg 519 kg 1.242 kg

SDM 8.694 kg 358 kg 293 kg 651 kg

RDM 7.847 kg 333 kg 280 kg 613 kg

Dansk Jersey 6.004 kg 358 kg 245 kg 603 kg

DRH 7.641 kg 330 kg 265 kg 595 kg