Landbruget kom til byen
(LANDBRUG SYD) En lørdag formiddag på gågaden ved rådhuset i Vejle gav en god kontakt til omverdenen.
Foto: Svend Erik Christensen
Byboernes interesse for landbruget er stor - de skal blot have muligheden for at komme tæt på. Det blev tydeligt demonstreret, da landbruget for en dag var flyttet ind i Vejles centrum med dyr, maskiner og folk med tilknytning til faget.
De færreste har i dag tilknytning til landbruget og muligheden for at komme tæt på dyrene, men det var der rig lejlighed til ved arrangementet i Vejle, og det blev udnyttet til fulde.
- Utrolig mange børnefamilier kiggede ind og klappede dyrene, og der er ingen tvivl om, at det netop er dyrene, der trækker sådan en dag, fastslår formanden for Samfundskontakten i Vejle-Fredericia, Per Rasmussen, Jelling.
Det var første gang, landbruget holdt sit indtog i Vejles centrum, men står det til Per Rasmussen, bliver det ikke sidste gang.
- Det gik rigtig godt. Der var en stor interesse for landbruget, og Cityforeningen er meget interesseret i, at vi kommer igen, så det kan måske blive igen næste år, spår Per Rasmussen, der samtidig påpeger, at det er vigtigt, at landbruget får mulighed for at placere sig stort set på gågaden.
Her kan pladsen måske være lidt trang i modsætning til inde i en baggård. Med placeringen i centrum lægger mange turen ind forbi. Skal folk gå lidt ekstra, er der mange, der vælger muligheden for et kig på dansk landbrug fra.
Dagen startede meget vådt, men det forhindrede ikke, at der hele tiden var mange mennesker på stedet, hvor det var tydeligt, at børnene trak i forældrene for at komme hen og se på dyrene og ikke mindst klappe dem.
I den forbindelse er »Bondegårdens små dyr« et virkelig godt sted, men arrangementet viser også, at børn ikke kun er til computer og fjernsyn - de vil gerne være sammen med dyrene og stiller ikke - altid - store krav:
- Vi havde en korncontainer stillet op på gågaden. I kornet var der gemt en masse flødekarameller, så børnene fik nogle små skovle, så de kunne grave efter karamellerne, fortæller Per Rasmussen og konstaterer, at netop sådan noget og muligheden for at lege i halm er utrolig populært.
Per Rasmussen finder det i det hele taget utrolig vigtigt, at der arbejdes målrettet med samfundskontakten. Denne gang kom landbruget til byen - søndag 25. maj går turen den modsatte vej, når der holdes åben stald hos Søren Knudsen i Højen, hvor der er lejlighed til at komme helt tæt på køerne og få et kig på markerne - og der laves også noget for børnene.





































