Hver 10. svinebesætning ramt af PMWS
(LANDBRUG SYD) De officielle tal er alt for lave, hvis erfaringerne fra Haderslev Dyreklinik svarer til andre områder. Her er hver 10. svinebesætning ramt af PMWS.
I den seneste uge har det været nævnt i flere medier, at der har været 103 tilfælde af PMWS i svinebesætninger i Danmark, og 20 af dem var i Sønderjylland, hvilket gjorde landsdelen til en af de tre mest plagede områder – kun overgået af Mors og Thy. Men noget tyder på, at de oplysninger er lige så nøjagtige som den kinesiske information om SARS-smitte blandt mennesker: Alene hos Haderslev Dyrehospital er der konstateret 15 tilfælde af PMWS (også kaldet Svine-AIDS).
Det er ti procent af besætningerne - og dyrlægerne er dybt frustrerede, for de har ikke et effektivt middel mod sygdommen og aner ikke, hvordan smitten breder sig.
- Vi er nok hårdt ramt her, siger dyrlæge Eivind Nielsen. Sygdommen er jo meget områdebestemt. Det er en af de gådefulde ting ved den.
- Når vi står over for den ramte landmand, kan vi ikke anvise en konkrete metode til at bekæmpe sygdommen. Det er voldsomt belastende for os, men må jo være endnu værre for de landmænd, der risikerer at miste op til 30 procent af deres grise.
Selvfølgelig prøver dyrlægerne at hjælpe.
- Men det bliver først og fremmest med råd om godt landmandskab, fortsætter Eivind Nielsen. Giv grisene god plads. Det skærer toppen af kurven over dødsfald. Forsøg at passe dem endnu bedre, end I plejer. Kæl for dem, som I aldrig har gjort før. Hvis I sværger til codymagnyl, så giv dem noget acetylsalisylsyre (det aktive stof i albyler og magnyler). Det gælder for svin som for mennesker, at hvis smerterne forsvinder, kan kroppen bedre klare sygdommen.
- Den slags råd virker ofte - og så oplever vi alligevel, at det trods alt går ravruskende galt i nogle tilfælde, siger dyrlægen.
I alle tilfælde optræder PMWS-virusen, men der skal noget andet til at udløse de voldsomme angreb. I nogle tilfælde ser det ud, som om midlertidig overbelægning i stalden har været den udløsende faktor. I andre ser det ud, som om et influenzaudbrud har åbnet sluserne for PMWS.
- Men det ved vi heller ikke nok om, fortsætter den frustrerede dyrlæge. Vi kan ikke anvise en sikker vej til at undgå sygdommen, fordi vi ikke ved, hvad der er den udløsende faktor. Hvis vi kendte den, kunne vi give et konkret råd - ligesom at vaccinere mod nogle sygdomme.
PMWS er ikke noget et helt nyt fænomen. Sygdommen blev beskrevet i Canada i 92, og i 96 optrådte den i Irland. For cirka 1½ år siden dukkede den op i Danmark, og siden har den bredt sig.
Men her i landet møder den organiseret modstand. Eivind Nielsen udtrykker det meget konkret:
- Danmark er ikke ret stort, men vi har tradition for en indsats mod den slags sygdomme, hvor hele branchen står sammen. Derfor er vi nået længere på knap to år, end det store udland har gjort de sidste seks år, siger Eivind Nielsen.
Der er ikke færre end 14 projekter i gang i Danmark, hvor forskerne fra forskellige vinkler prøver at klarlægge og bekæmpe PMWS-truslen.
- Indtil der kommer et gennembrud, kan vi kun råde landmændene til at gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt for at give deres dyr maximale trivselsforhold. Det giver grisenes organismer en chance for at bekæmpe sygdommen selv. Vi mangler stadig et afgørende gennembrud, slutter Eivind Nielsen.