Fødevaredirektoratet høvler endnu af på overarbejdspuklen efter Newcastle Disease-bølgen i fjor.
(Landbrug Syd) - Hvordan forløber et normalt år for dyrlægerne på Fødevareregion Sønderjylland?
- Jeg har kun været her siden 1997, så det har jeg ikke oplevet endnu, griner dyrlæge Arne Skjoldager.
Han er konstitueret veterinærchef i Sønderjylland, mens dyrlæge C. A. Henriksen har orlov indtil 1. juni for at være veterinærchef på Grønland - hvor han nok har et radikalt anderledes udvalg af patienter end dem, dyrlægerne møder i Danmark.
Landbrug Syd fangede Arne Skjoldager, mens han undtagelsesvis var hjemme på sit kontor på Ole Rømersvej 30 i Haderslev. De otte dyrlæger i veterinærafdelingen samt og tre HK’ere har til huse her, når de ikke er i felten.
Resten af den ret store bygning huser fødevareafdelingen, som skal sikre, at landbrugets produkter er rene og sunde, når de når frem til forbrugerne. Det er den afdeling, der uddeler de små mærker med smilende eller sure ansigter til forretninger, restauranter og andre steder, der sælger madvarer.
- 2002 var et ret hidsigt år, nikker veterinærchefen. Først fik vi tre tilfælde af IBR, et ved Hellevad og to ved Lydersholm. De gav os hænderne fulde en måneds tid.
IBR-angreb er specielle i den forstand, at Fødevareministeriet ikke kan beordre dyrene slået ned. Veterinærernes opgave er at finde og isolere de ramte besætninger. Så giver brancheforeningen Dansk Kvæg dem økonomisk mulighed for at få slagtet besætningerne, der er fuldstændigt farefri som menneskeføde.
- I princippet kan IBR-ramte landmænd fortsætte med de ramte besætninger, men er så underlagt stramme restriktioner, så smitten ikke bringes videre. I praksis indvilgede de ramte i at lade besætningerne slagte ved frivillig aftale med deres organisation Dansk Kvæg, som vi altså kører parløb med i den situation. Det hænger sammen med, at Danmark har tradition for, at vi udrydder husdyrsygdomme i stedet for at vaccinere mod dem, forklarer dyrlægen.
- Der var ingen vej uden om: De ramte besætninger skulle isoleres og slås ned, og mange andre besætninger, rugerier og slagterier blev fanget i zonerne med forbud mod salg og transport af fjerkræ. I hele august og september arbejdede vi hånd i hånd med andre fødevareregioner og beredskabsstyrelsen. Først den 13. november kunne vi åbne den sidste zone – på dato fire måneder efter, at alarmen gik.
Den sidste måned var nu ikke så stressende. Da var epidemien knækket, og det var blot den lovpligtige ventetid efter, at de sidste hønsehuse var renset og desinficeret.
- For os betød udfordringen først og fremmest i, at vi på meget kort tid skulle sætte en masse folk, der overhovedet ikke havde erfaring med husdyrepidemier, ind i, hvordan de skulle løse opgaverne, og samtidig forhindre, at de kom til at sprede smitten. Det viste sig, at det kunne lade sig gøre med meget stor effektivitet.
Ud over dyrlægerne, der skulle tage prøver fra alle besætninger, laboranterne, der skulle teste dem for Newcastle Disease, og folkene fra beredskabsstyrelsen, som foretog gasningerne, involverede kampagnen også vognmænd, der kørte det døde fjerkræ til destruktion under smittesikre forhold, og en stor rengøringsaktion, som var udliceret til et privat firma - foruden planlægningen, og det var ikke den mindste del.
- Vores system betød for eksempel også, at vi fik en del af planlægnings- og styringsopgaverne løst af mandskab, der sad i København eller andre steder. Derfor behøvede vi kun fysisk at flytte de mennesker, der skulle ud i marken for at tjekke dyrene og gribe ind, hvis de havde antistoffer mod Newcastle Disease i blodet.
Alligevel var det en stor opgave, der stillede ekstraordinære krav til afdelingen i Haderslev. Folk, der kommer fra København eller andre storbyer, ved ikke, hvor Tønder og Vojens er, og der skulle laves kort og lægges ruteplaner til alle.
Der skulle etableres en telefonsluse med mange telefonpassere for klare alle opringningerne i anledning af epidemien og sikkerhedsforanstaltningerne. Og laboratoriet i Haderslev, der desværre nu er under nedlæggelse, stod for at pakke dagsrationer af udstyr og engangsdragter til alle ude i felten.
- Det er alt det, aviserne ikke skrev om, siger veterinærchefen med et smil, men det var et pukkelarbejde. Men under det hele var det også skægt og utroligt positivt at se, hvor hurtigt folk uden særlige forudsætninger fik greb om de uvante opgaver og løste dem effektivt. Både fødevareregionernes egne medarbejdere, beredskabsstyrelsens og de private rengøringsfolk, der blev hyret til at rense de ramte ejendomme.
Med barske visioner om en svinepest-epidemi oven i Newcastle Disease kørte Skjoldager til Klattrup, og der var rigtigt nok en død vildorne. Heldigvis var alle prøverne fra kræet negative, så der kom ikke et nyt mareridt oven i det foregående.
– Det kunne ikke fastslås, om vildornen var stukket af fra en besætning nord for grænsen, eller om den var indvandret fra Tyskland, siger Skjoldager. Da vi ikke har nogen registrerede vildsvinebesætninger i Sønderjylland i øjeblikket, hælder jeg mest til den sidste mulighed.
– Under alle omstændigheder er det kun et spørgsmål om tid, før de tyske vildsvin trænger over grænsen, for der er nu en bestand nord for Kielerkanalen, og den er voksende. Det er ikke så underligt, at svineproducenternes brancheforening har udsat en præmie til alle dem, der skyder et vildsvin nord for Kielerkanalen.
- Ellers havde vi hørt fra landmænd, der havde fået raseret deres majsmarker. Majs er den rene chokolade for vildsvin, og de kan hurtigt hærge et stort stykke, hvis der er en flok. Men hold godt øje jeres majsmarker, tilråder han.
Afdelingen i Haderslev er endnu ikke helt normaliseret oven på 2002. Den opsamlede afspadsering er ved at være slidt ned, men al den ferie, der brat blev skubbet i fjor, skal også afvikles.
- Vi har jamret os - med rette, siger Skjoldager. Og nu får vi en ekstra dyrlæge her. Ansøgerne har været til samtale. Og så må vi se, om vi får et normalt år i 2003 - for første gang i min tid her. Håbet er lysegrønt.