Lørdag den 10. august er der høstfest i Den Fynske Landsby
Det er festdag i Den Fynske Landsby i Odense lørdag den
10. august. Her skal årets høst nemlig i hus.
På markerne vil der blive høstet skiftevis med le, hvor
karle og piger binder op, med selvbinder og med bugseret mejetærsker.
Det er Motor og Veterantraktor Klubben Fyn, som »i marken«
vil vise, hvordan høsten foregik for 50-60 år siden. Med gamle traktorer,
tærskeværk og halmpresser i funktion vil medlemmer af veteranklubben tærske
korn og presse halm. Og for at give både medlemmerne og det som regel store
publikum en rigtig oplevelse af »de gode gamle dage«, vil så mange som muligt
optræde i klæder fra 1950'erne.
Arrangementet foregår fra klokken 10.00 til 16.00. På
pladsen foran Præstegården sluttes dagen af med masser af musik, sang og dans,
når de gamle høst-traditioner holdes i hævd. Først stryger bønderne for kål -
så giver madmor en "lille en", og så skal høstkællingen træde den
første dans med en af karlene.
Det er dog ikke kun korn, der høstes på denne årstid. Den
Fynske Landsby bugner af mange spiselige afgrøder, som gartner Jens Ole Storm
Pedersen viser rundt i.
Og så kan de besøgende opleve tidligere landmand Erling
Lykke fortælle om kornets kulturhistoriske udvikling.
I køkkenerne byder madmoder på sødsuppe og andet godt, og
så er der tilrettelagt en lang række aktiviteter særligt for børn.