Agromek sætter ny rekord

Der drysser stjerner ned over Agromek i et hidtil uset omfang

292 godkendte produktnyheder er klar til at blive præsenteret ved Agromek i Herning, der finder sted den 25.-28. november.

Nyhederne har fået enten en, to eller tre stjerner. De fordeler sig med 27 trestjernede nyheder, 51 tostjernede og 214 enstjernede.

- Det er utrolig dejligt, at vi har kunnet godkende så mange nyheder. Det viser, at der er fuld gang i udviklingen af nye maskiner, udstyr og andre produkter blandt Agromeks udstillere, lyder det fra Agromeks direktør, Allan Pedersen.

Han glæder sig også over, at en ni år gammel rekord dermed er slået. I 2005 kunne Agromek præsentere 273 nyheder.

Nyhederne på Agromek er vurderet, godkendt og klassificeret af Agromeks nyhedsudvalg. Godkendte nyheder bliver klassificeret med en, to eller tre stjerner.

Stjernesystem

To eller tre stjerner på en Agromek-nyhed viser, at der er tale om et produkt, der er nyt på markedet. En stjerne markerer, at nyheden er ny for udstilleren, men at tilsvarende produkter allerede findes på markedet.

De trestjernede nyheder bliver forsynet med oplysning om, hvorvidt nyheden er ny i Europa, eller om den blot er ny i Danmark.

Af de 27 trestjernede nyheder til Agromek er 19 nye i Europa, mens otte er nye i Danmark.

15 af de 292 nyheder bliver efter udstillernes ønske først offentliggjort senere.

Nyhedslisten kan ses her.


Læs også