I et forsøg på at skaffe flere unge landmænd, er DLR Kredit nu klar med en ny lånepulje på 1 milliard kroner. Pengene skal gå til etableringslån med gunstige vilkår.

Realkreditinstituttet vil yde lån med en bidragsrabat på 0,25 procentpoint de første tre år. Derudover halveres lånesagsgebyret, og der er ingen stiftelsesomkostninger. I Børsen fredag lød det, at hvis man låner 20 millioner kroner, svarer det til en besparelse på op mod 200.000 kr. over tre år.

Ifølge Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, er det lige præcis tiltag som dette, som er med til at give ham en tro på, at der er et liv på den anden side af den aktuelle afsætningskrise, som landbruget befinder sig i.

- Det her løser ikke landbrugets problem med generationsskifter, men det er en kæmpe håndsrækning til dem, der kan bruge den ordning. Og så er det et fantastisk signal til hele erhvervet om, at der er nogle, der vil bakke os op, og der er nogle, der tager vores problemer alvorligt, siger Martin Merrild.